dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Rekordmange overnattede på danske hoteller sidste år
Antallet af overnatninger på campingpladser faldt med 551.000 sidste år. Derimod steg antallet af hotelovernatninger. (Arkivfoto). Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Rekordmange overnattede på danske hoteller sidste år

Hotellerne havde flere overnatninger i 2023. Dermed er alle spor fra coronakrisen visket væk, vurderer økonom.
9. FEB 2024 12.54

Danske hoteller havde rekordmange overnatninger sidste år. I alt blev det til 19,1 mio. overnatninger. Det er 3,7 pct. flere end den hidtidige rekord fra 2022. Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik fredag.

- Vi er kommet stærkt ud af coronanedlukningerne. Hvor vi i 2020 og 2021 havde meget få hotelovernatninger, så er det nærmest eksploderet sidste år, siger Brian Friis Helmer, der er privatøkonom i Arbejdernes Landsbank.

Men det er ikke kun hotellerne, der slog rekord. Feriecentre og vandrerhjem havde også flere overnatninger sidste år end nogensinde før. Campingpladserne gik derimod tilbage med 4 procent sammenlignet med 2022.

Opgørelsen viser, at der i alt var 63,1 mio. overnatninger i 2023. Det svarer til en fremgang på 0,3 pct. sammenlignet med året forinden. Overnatningerne omfatter hoteller, feriecentre, feriehuse, campingpladser, vandrerhjem og lystbådehavne. Fremgangen skyldes blandt andet en stigning i antallet af udenlandske overnatninger. Således var der i 2023 flere udenlandske overnatninger end danske.

- Det er klart, at der var flere danske gæster i den periode, hvor verden var lukket ned. Nu er verden åbnet op igen, og det betyder så også, at der kommer flere udenlandske gæster, siger Brian Friis Helmer.

Færre overnattende fra Norge og Sverige

Han forventer, at den stærke udvikling i 2023 kommer til at fortsætte i år. Til gengæld var der færre svenske og norske turister, der overnattede i Danmark. De svenske overnatninger gik tilbage med 14,5 pct. og de norske med 19,7 pct.

Ifølge direktør i VisitDanmark Katja Moesgaard er en del af forklaringen den lave kurs på den svenske og norske krone.

- Vi mangler de svenske og norske turister. Men det er ikke kun Danmark, der savner dem. Det slår også igennem i andre lande, at nordmænd og svenskere nøje vurderer deres rejseomkostninger på grund af den økonomiske usikkerhed, siger hun.


/ritzau/ jel

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.