ODENSE: To danske robotleverandører med globale kunder som Ford, Toyota og Unilever smider en kvart mia. kr. i at bygge et nyt fælles hovedkvarter i Odense. Det oplyser de to selskaber, Mobile Industrial Robots og Universal Robots, og dermed kommer Odense ifølge borgmester Peter Rahbæk Juel (S) 'et stort skridt videre med ambitionen om, at gøre Odense til verdens bedste robotby'.
De to selskaber laver eksempelvis robotarme til bil-, fødevare- og elektronikbranchen. Begge selskaber vokser i disse år og har derfor brug for mere plads og flere ansatte, forklarer direktør i Mobile Industrial Robots Thomas Visti.
- Det er et domicil, der har kapacitet til 1.100. Og vi (de to selskaber, red.) er godt 600 i dag. Det er stadig to separate virksomheder, der får nogle fælles faciliteter, siger han om de to selskabers danske ansatte.
Selvom de nye faciliteter kan rumme næsten dobbelt så mange ansatte, som de to robotselskaber i dag har, leder de ikke efter en roommate til deres nye fælles hjem.
- Vi gik selv i sidste år fra cirka 100 til 220 ansatte. Det er jo vækstrater af den størrelse, vi kigger ind i de kommende år, siger Thomas Visti om sin halvdel i Mobile Industrial Robots.
- Det er de forventninger, vi har. Vi vil gerne have en arbejdsplads, hvor vi kan fastholde de dygtige medarbejdere, som vi har, men også tiltrække yderligere kompetente medarbejdere. Både danske og udenlandske.
De to selskabers nye domicil skal efter planen stå klar i 2022.
Ritzau / mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.