
RANDERS: Det kan være svært at sætte sig ind i regler og krav som ledig eller sygemeldt. Derfor har Det Lokale Beskæftigelsesråd (LBR) i Randers givet støtte til, at kommunens jobcenter nu kan udgive de første videovejledninger om reglerne på arbejdsmarkedsområdet.
Vejledningerne kommer omkring de mest efterspurgte områder, nemlig dagpenge, kontanthjælp og sygedagpenge. Her kan man fx se, hvad man gør, hvis man er blevet ledig, hvis man er blevet syg, hvordan man søger dagpenge og, hvad der sker, når man får kontanthjælp.
- For Det Lokale Beskæftigelsesråd er det vigtigt, at alle har let adgang til informationer om arbejdsmarkedet, og i Randers er der en rigtig god hjemmeside på området. Men vi ved også, at rigtig mange har svært ved at læse og tilegne sig informationer på skrift. Det vil vi gerne imødekomme med videoerne, siger Leif Gade, der er formand for LBR.
Hjælp til jobsøgning
Ud over vejledningsvideoer, er der lavet videoer, hvor ledige kan få gode tips til deres jobsøgning. Virksomheden Lemvigh-Müller fortæller, hvad de kigger efter, når de skal ansætte nye medarbejdere, ligesom en tidligere ledig fortæller, hvad hun gjorde for at finde et arbejde.
- I Randers har vi længe arbejdet med at bruge videoer som supplement til den skriftlige formidling på hjemmesiden, men vi har ikke før lavet vejlednings- og inspirationsvideoer til et helt fagområde. Jeg tror på, at vi kommer til at gøre mere af den slags i fremtiden, fordi det for mange er lettere at få præsenteret informationer på en visuel platform, siger Karen Balling Radmer, der er kommunikationschef i kommunen.
På nuværende tidspunkt har Randers produceret over 300 videoer med kommunale begivenheder, historier og vejledninger. Samlet set er videoerne, der alle ligger på Youtube, set mere end 265.000 gange.
lcl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.