
SAMSØ: Samsø Kommune havde ved udløb af budfristen på færgeruten Samsø - Jylland kun modtaget et tilbud på besejling af ruten, der ville medføre en femdobling af den kommunale udgift til ruten.
En enig kommunalbestyrelse har derfor taget konsekvensen og besluttet at etablere et kommunalt rederi, der alene skal have fokus på at sikre bedst mulig besejling til færrest mulige kroner, lyder det fra økommunen, hvis kontrolberegning viste, at der vil være en stor årlig besparelse ved at etablere et kommunalt rederi.
- Forskellen på det givne tilbud og kommunens kontrolberegning er så overvældende stor, at det økonomiske incitament nu langt overstiger de mange udfordringer, der er ved at oprette et kommunalt rederi. Det er en meget stor beslutning for kommunalbestyrelsen, men vi har reelt ikke haft noget valg, da vi skal sikre den bedst mulige forvaltning af borgernes penge og Samsøs fremtid, udtaler borgmester Jørn C. Nissen(K).
Samarbejder med Læsø og Ærø
Kommunen skal ikke have en fortjeneste på ruten, og der skal ikke genereres udbytte til aktionærer. Hertil kommer, at kommunen kan finansiere købet af en færge til en væsentlig billigere rente end et kommercielt rederi.
Samsø Kommune kan i forbindelse med etablering af redderiet trække på erfaringer fra Læsø og Ærø, der i mange år har haft kommunale rederier. Samsø har allerede et kommunalbestyrelsesmedlem i bestyrelsen for Læsø færgen og et tæt samarbejde med Ærø Færgens direktør.
Det er i forbindelse med kontrolbud besluttet at bygge en færge med plads til 160 biler, der skal være klar til 1. oktober 2014. Færgen har lavt forbrug af brændstof og vil kunne sejle på miljørigtig LNG gas.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.