
MIDTJYLLAND: Regionsrådet vedtog i går at sige ja til at se på mulighederne for 'på sigt at konkurrenceudsætte eller ressourceoptimere serviceassistentområdet'. Med andre ord at sende rengøringen i udbud på Aarhus Universitetshospital.
Fagforeningerne FOA og 3F ryster på hovedet, og for Ulla Warming, sektorformand i FOA Århus, skaber det endnu mere uvished for medlemmerne:
- Det er ærgerligt, at vores kolleger skal bekymre sig om konkurrenceudsættelse. Den uvished har varet længe, siger Ulla Warming til Fagbladet FOA.
Ifølge en intern meddelelse fra Aarhus Universitetshospital, som Fagbladet 3F er kommet i besiddelse af, er der så store økonomiske udfordringer på hospitalet, at hospitalets ledelse ser udlicitering som en fornuftig idé.
Uddannet arbejdskraft
Fællestillidsrepræsentant på Aarhus Universitetshospital, Isabel Pedersen, frygter, at udlicitering vil betyde et stop for at uddanne medarbejderne til serviceassistenter. Hos 3F kommer det helt bag på formanden for den offentlige gruppe, Ellen K. Lykkegård, at regionen vil have udlicitering nu.
En positiv nyhed for fagforeningerne og serviceassistenterne er, at forretningsudvalget i Region Midtjylland har vedtaget, at det er serviceassistenter, der skal varetage alle serviceopgaver, når Aarhus Universitetshospital står endeligt færdigt.
- Det er godt med uddannet arbejdskraft på rengøringsområdet. Og mine medlemmer er glade for, at det er dem som serviceassistenter, der skal løse opgaverne, siger Gina Liisborg, formand for kost- og servicesektoren i FOA.
Region Midtjylland har fra starten arbejdet med at udvikle og implementere serviceassistenterne og deres kompetencer på hospitalerne.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.