SJÆLLAND: Nu har Femern Bælt-forbindelsen papir på de forventede 4,3 mia. kr. fra EU's infrastrukturfond Connecting Europe Facility, der bl.a. også drysser millioner over Banedanmarks signalprogram og HH Ferries Helsingør ApS. Det skriver Dagbladet Ringsted.
I alt 20 trafikprojekter med dansk deltagelse står ifølge Transport- og Bygningsministeriet til at få EU-støtte, men det formelle falder først endeligt på plads senere i år, når Europa-Kommissionen og de enkelte støttemodtagere indgår en aftale.
Banedanmark får 82 mio. kr. til at installere det ny fælleseuropæiske signalsystem på den nye jernbane København-Ringsted samt 59 mio. kr. til indkøb og installation af det nødvendige udstyr til togene, der kører på statens jernbanestrækninger.
HH Ferries Helsingør ApS får 98 mio. kr. til at drive overfarten mellem Helsingør og Helsingborg uden udledning af C02 og SO2. Støtten skal specifikt gå til, at to færger ombygges, så de sejler på elektricitet istedet for skibsbrændstof. Desuden skal der etableres anlæg til at tanke færge-strøm på begge sider af sundet.
Også den kommende Femern-tunnels nabo-transportvej til Tyskland Scandlines Gedser-Rostock ApS står til at få EU-penge. Rederiet samt flere partnere får 47 mio. kr. til at dæmpe forbruget af skibsbrændstof. Det skal ske ved at installere et hybrid fremdriftsystem og røgrensere på færgerne.
2024 i stedet for 2020
Den danske stat havde regnet med at få 10 mia. kr. til anlæg af jernbanetunnellen under Femern Bælt. Det betyder som tidligere omtalt, at transportminister Hans Chr. Schmidt (V) har valgt at udskyde byggeriet af Femern-tunnellen.
Den skal nu først stå klar i 2024 i stedet for i 2020.
Støttekronerne tilgodeser også trafikanter på vejnettet. E.ON Danmark A/S, Danmarks Tekniske Universitet med flere har fået tilsagn om 52 mio. kr. til at udvikle brugen af el- og gasbiler i Danmark, Nordtyskland og Sydsverige. Der planlægges bl.a. opsat 15 hurtig-ladestandere i Danmark. Desuden indgår Nissan og Renault i projektet med el- og gasbiler.
Clever A/S og partnere får 11 mio. kr. til at fremme, at folk tager elbilen hen til den offentlige trafik. Det skal ske ved at opsætte 120 ladestationer med plads til to elbiler ad gangen ved bus-, tog- og metrostationer i Danmark og Sverige.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.