Konkurrencerådet anbefaler i en analyse af 'Offentlige aktiviteter på kommercielle markeder' en skærpet indsats for, at offentlige aktiviteter ikke medfører et samfundsøkonomisk tab til skade for både private virksomheder og forbrugerne.
- Det giver ofte god mening, at staten eller kommunen er til stede på kommercielle markeder sammen med private virksomheder. Men vi skal fremadrettet minimere risikoen for, at offentlige aktører forvrider konkurrencen og dermed skader både virksomheder og forbrugerne, siger Konkurrencerådets formand Christian Schultz, der ser et 'klart behov' for at justere reglerne.
Analysen er udarbejdet af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen for Konkurrencerådet. Det er den første analyse under det nye Konkurrenceråd, som blev nedsat i juli 2015, og dets anbefalinger vedrører både prissætning, adgang, tilsyn og virksomhedernes klagemuligheder:
- At de danske regler, der skal sikre mod konkurrenceforvridning, præciseres, og særligt at der udarbejdes bindende regler om prisfastsættelse for offentlig erhvervsvirksomhed, som implementerer OECD’s anbefalinger på området.
- At klageadgangen styrkes, forenkles og gøres mere gennemsigtig.
- At der nedsættes et udvalg, som opstiller klare kriterier for, hvilke aktiviteter statslige aktører skal have adgang til at udføre som indtægtsdækket virksomhed.
Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) finder anbefalingerne 'meget interessante og relevante' og vil 'drøfte med resten af regeringen, hvordan det bedst kan lade sig gøre i praksis at imødekomme anbefalingerne og få løst det her problem', siger han i en kommentar.
- Det er vigtigt for regeringen, at offentlige aktører ikke kvæler eksistensgrundlaget for dygtige, private virksomheder ved at gå ind på markeder på konkurrenceforvridende vilkår. Det skader i sidste ende både forbrugerne, virksomhederne og væksten i Danmark, siger ministeren.
Statslige aktører udførte i 2014 indtægtsdækket virksomhed for omkring 2,4 mia. kr. Der er ikke tilgængelige oplysninger om det præcise omfang af kommunernes samlede erhvervsvirksomhed.
Analysen nævner eksempler på kommunal erhvervsvirksomhed som genanvendeligt affald, genbrugstøj, salg af genstande i overskud (brugte møbler m.v.), juletræer, brænde m.v. fra kommunale skove, produktion fra kommunale beskæftigelsesværksteder og knowhow, som er et biprodukt af andre kommunale opgaver. Derudover har kommunerne aktiviteter i form af udlejning af ejendomme, salg af overskudsmad fra kommunale køkkener og salg til andre kommuner af fx
renhold og vejdrift, som alle er eksempler på salg af overkapacitet (dvs. et hensyn til at undgå værdispild).
mk / ka
Læs eller download analysen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.