SKANDERBORG: Det Insero-ejede selskab Best Green og Skanderborg Kommune har netop indgået en aftale om ny og energivenlig opvarmning af flere af kommunens bygninger. Samtidig får husejere og virksomheder uden for fjernvarmeområder mulighed for at koble sig på en ny varmeløsning, nærvarme - baseret på varmepumpeteknologi, lyder det fra kommunen.
Konceptet er, at Best Green køber og ejer en varmepumpe, der installeres ved kunden. Kunden betaler for den varme, de forbruger på samme måde som fjernvarmekunder. Best Green er ansvarlig for vedligehold og drift. Skanderborg er første kommune, der er med på konceptet. Flere af kommunens bygninger har ikke adgang til fjernvarme, og her er der behov for at tænke i nye løsninger.
Best Green skal i første omgang stå for installation og drift af varmeløsningen til den helt nye anneksskole i Hylke. Administrativt hører skolen under Virring Skole, men har egne lærere og pædagoger for 0.-2. klasse. Skolen opføres, som del af en samlet indsats, for at sikre, at Hylke bliver ved med at være et attraktivt landsbysamfund.
Allerede fra første år opnår kommunen en besparelse på varmeudgifterne. Derudover kommer en forventet reduktion i CO2-udslippet på 70 pct. i forhold til skolens nuværende udslip.
Også til private og virksomheder
Også virksomheder og husejere ude i landsbyerne, der står over for at udskifte deres gamle varmeløsning kan få gavn af nærvarmeløsningen. Politikerne har meldt ud, at i 2035 skal al varmeforsyning være baseret på vedvarende energikilder.
Løsningen henvender sig til de områder, som ikke har adgang til det kollektive fjernvarmesystem. Best Green udruller konceptet til private i én kommune af gangen - i første omgang Skanderborg, Horsens, Hedensted, Vejle og Sønderborg. I det meste af landet kan virksomheder allerede nu få gavn af løsningen.
Virksomheden Best Green og nærvarmekonceptet er udsprunget af et projekt støttet af Energistyrelsen.
- Det er den langsigtede målsætning, at den danske energiforsyning skal baseres på vedvarende energi. Derfor står vi i Danmark over for store ændringer af energisystemet som vi kender det i dag. Samtidig vil det for de fleste bygningsejere være en god forretning at udskifte sit oliefyr med fx en varmepumpe. Det er derfor vigtigt med projekter som dette, der gør det let at skifte til en miljøvenlig opvarmning, siger kontorchef i Energistyrelsen Henrik Andersen.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.