
I 2004 igangsatte Skat en omfattende systemmodernisering, som blandt andet indeholdt integrationsplatformen ENS, Digitalt Motor Register, Skattekontoen og Et Fælles Inddrivelsessystem (EFI).
Nu, 11 år senere, er projektet endnu ikke færdigt og prisen er steget til det tredobbelte af, hvad der var planlagt. Den lyder nu på halvanden mia. kr. Den planlagte udviklingsperiode var mellem ca. halvandet år og ca. tre år, men fem af de seks projekter er blevet forsinket mellem ca. fire år og ca. fem år.
Det har fået Rigsrevisionen til at udtale skarp kritik af Skat efter en undersøgelse, som Rigsrevisionen selv har taget initiativ til.
Kritikken får Skat for manglende opgørelse af projekternes målopfyldelse og manglende styring af systemmoderniseringen. Det kritiseres blandt andet, at Skat ikke har haft overblik over den økonomiske udvikling i systemmoderniseringen.
‘I hele perioden har direktionen ikke sikret sig tilstrækkelig orientering om den økonomiske udvikling i systemmoderniseringen fordelt på projekter og år,' hedder det i Rigsrevisionens rapport. Problemer skyldes blandet andet, at Skat først i 2009 definerede klare roller og ansvar for styring af it-projekterne og deres økonomi.
Ingen undskyldning
Skat har oplyst, at leverandørernes forsinkede og manglende leverancer har været årsag til forsinkelserne. Leverandørstyringen har ikke været undersøgt i Rigsrevisionens beretning, men Rigsrevisionen udtaler alligevel skarp kritik af Skat i sin redegørelse.
Selv om Skat løbende har håndteret problemerne og i 2009, 2012 og 2014 har styrket styringen af projekterne, er det Rigsrevisionens vurdering, at Skats økonomiske styring, økonomiske rapportering og risikostyring generelt ikke har været tilfredsstillende.
- Det er ingen undskyldning. Men fordi vi er klogere i dag, tager vi også ved lære af de dyrt købte erfaringer, vi har høstet siden 2004. Konkret er der iværksat en analyse af styringen af større IT-projekter, sådan at vi fremover får et bedre styringsgrundlag for Skats projektportefølje, siger skatteminister Benny Engelbrecht (S).
Rigsrevisionen konkluderer i sin redegørelse, at Skats greb om de seks projekter i systemmoderniseringen ikke har været tilfredsstillende. Den økonomiske styring har været mangelfuld og risikovilligheden for høj. Skatteminister Benny Engelbrecht anerkender Rigsrevisionens kritik.
- Jeg ærgrer mig naturligvis over Rigsrevisionens konklusioner og medgiver, at meget skulle være gjort anderledes. Vidste man for 10 år siden, hvad vi ved i dag, er jeg overbevist om, man ville have håndteret forløbet anderledes, siger skatteministeren.
- Der er over 10 år siden, at systemmoderniseringen blev indledt af den forrige regering. Vi må erkende, at Skat på daværende tidspunkt ikke var klar til at påtage sig en så stor opgave. Undervejs har Skats behov og udviklingen på IT-området også udviklet sig. Det har påvirket forløbet i en grad, ingen formåede at forudse for 10 år siden.
EFI mangler stadig
Ud af systemmoderniseringens seks IT-systemer står Et Fælles Inddrivelsessystem, EFI, tilbage som det sidste, der endnu ikke er i fuld drift. EFI blev trinvist idriftsat i september 2013, men den fulde idriftsættelse er med nu ca. fem års forsinkelse stadig udskudt. Omfanget af udskydelsen er ifølge Skatteministeriet underlagt fortrolighed.
Som det fremgik med al tydelighed af redegørelsen på inddrivelsesområdet, der blev oversendt til Folketinget før jul, er det rigtig svært for Skat at få EFI til at fungere, oplyser skatteministeriet. Derfor bad skatteministeren i december Skat om at foretage en grundig gennemgang af EFI.
Som led i gennemgangen er igangsat et EU-udbud, der skal tilføre EFI-projektet specialister i at yde analytisk og teknisk bistand til udfordrede it-systemer.
- EFIs problemer har desværre vist sig så store og uoverskuelige, at vi nu rækker ud efter de allerbedste IT-hjerner i verden til at hjælpe os med at løse opgaven. EFI skal i fuld drift. Hellere i dag end i morgen, siger skatteministeren.
Statsrevisorernes kritik er baseret på følgende:
- Direktionen i Skat har ikke haft overblik over den økonomiske udvikling i systemmoderniseringen. I hele perioden har direktionen ikke sikret sig tilstrækkelig orientering om den økonomiske udvikling i systemmoderniseringen fordelt på projekter og år.
- Skat definerede først i 2009 klare roller og ansvar for styring af it-projekterne og deres økonomi.
- Risikostyringen af projekterne i fase 1 (integrationsplatformen ENS, TastSelv Erhverv og Erhvervsligning) har ikke kunnet dokumenteres eller har været minimal og ufuldstændig. Skat har udvist høj risikovillighed ved bl.a. at påbegynde systemmoderniseringens fase 2 (Digitalt Motor Register, Skattekontoen og Et Fælles Inddrivelsessystem (EFI)), selv om fase 1 ikke var afsluttet.
- Skat kan ikke dokumentere, at der er udarbejdet budgetter og regnskaber for projekterne i systemmoderniseringsperioden. Den manglende gennemsigtighed i forbruget gør det uklart, om alle poster er medtaget, og om de endelige omkostninger ved systemmoderniseringen kan opgøres.
- Skat har kun opgjort målopfyldelsen for to af de fem idriftsatte projekter, og kun én af opgørelserne er fyldestgørende.
- Den organisatoriske implementering af EFI har ikke været tilfredsstillende, og opgørelsen af gevinstrealiseringen er løbende udskudt på grund af store udfordringer efter den trinvise idriftsættelse.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.