FREDERICIA: Fredericia Kommune vil også fremover kræve, at leverandører opretter praktikpladser og i øvrigt arbejder under danske løn- og arbejdsvilkår. Det sker dels gennem partnerskabsaftaler og dels gennem indkøbspolitikken. Men kommunen vil ikke kræve, at virksomhederne betaler skat i Danmark. Det skriver Lokalavisen Fredericia.
Erhvervskontaktudvalget har afvist et forslag fra EL om at udelukke leverandører, der gemmer sig i skattely.
- Det er vi skuffede over. Vi mener helt klart, at vi som kommune har en lovlig interesse i, at leverandører bidrager til det danske samfund og ikke gemmer sig i skattely, siger Enhedslistens byrådsmedlem, Cecilie Roed Schultz, til Lokalavisen Fredericia.
Men den betragtning er kommunens chefjurist, Henrik Melchior Olsen, ikke enig med hende i. Han har vurderet Enhedslistens forslag med de juridiske briller på. Og han slår fast, at spørgsmålet om skattely er et anliggende for staten - ikke for kommunen. Og eftersom kommunen kun må operere efter såkaldt 'lovlige kommunale interesser', kan kommunen altså ikke gå ind i netop dét spørgsmål. Uanset om politikken formuleres som et forbud eller en henstilling mod skattely.
Chefjuristen understreger dog, at den udlægning af loven endnu ikke er afprøvet ved domstolene.
- Men selvom spørgsmålet ikke har været i retten, er vi som udvalg nødt til at følge de juridiske vurderinger, siger udvalgsformand Pernelle Jensen (V).
Så selvom forslaget mod skattely nyder stor principiel opbakning i byrådet, er det ikke vedtaget. Det betyder, at skattely-virksomheder har samme adgang til kommunale udbud som virksomheder, der betaler skat i Danmark.
Krav om praktikpladser
Samtidig kræver Fredericia Kommune, at samarbejdspartnere opretter praktikpladser og arbejder efter ordnede løn- og arbejdsforhold.
Men hvorfor kan kommunen kræve praktikpladser men ikke forbyde skattely. Er uddannelse og skat ikke i samme grad et statsanliggende?
-Jeg mener ikke, at de to ting kan sammenlignes. For det første er kravene om ordnede løn- og arbejdsforhold en del af en FN-konvention, hvor der ikke er tvivl om lovligheden. Og for det andet er meldingen om praktikpladser ikke et krav men blot en henstilling til virksomheder, som kommunen indgår partnerskabsaftaler med, siger Pernelle Jensen til Lokalavisen Fredericia.
Silkeborg Kommune vedtog i februar, at man helst vil undgå at handle med skattely-virksomheder.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.