
Staten og kommunernes indkøbsservice, SKI, stiller i deres kontrakter krav om overholdelse af en række etiske standarder. Det er dog langt fra altid, at disse overholdes. En undersøgelse foretaget af det uafhængige danske researchcenter DanWatch viser, at arbejdsforholdene hos DELL, der er storleverandør til det offentlige gennem SKI's rammeaftaler, er yderst kritisable.
Arbejdstid på op til 74 timer om ugen, trusler om bøder for at lave fejl, tvungen overarbejde og en løn, der er langt under den lokale mindsteløn i Kina, er virkeligheden hos DELL's underleverandører i de kinesiske provinser Guangdong og Jiangsun. Her indånder arbejderne dagen lang kemiske dampe, mens de samler komponenterne til de computere, der blandt andet havner på statens og kommunernes skriveborde i Danmark. DanWatch har været i Kina og tale med fabriksarbejdere fra fire af de fabrikker, der leverer til DELL. DanWatch's findings understøttes af en rapport fra China Labor Watch, der også offentliggøres i dag.
- Det er ikke uden menneskelige omkostninger, når elektronikfirmaerne slås om at levere computere så billigt som muligt, og når vores offentlige indkøbere går efter de billigste varer på markedet. Vores undersøgelse viser, at forholdene hos DELL's leverandører både er i strid med ILO konventioner, arbejdslovgivningen i Kina og DELL's egne politikker på området, siger Eva Hesse Lundström, direktør for DanWatch.
SKI, Staten og Kommunernes Indkøbs Service A/S, der står for at etablere en række rammeaftaler, som det offentlige kan vælge at anvende til for eksempel indkøb af computere, underskrev så sent som i februar 2013 en kontrakt på 50 mio. med DELL. SKI stiller krav om, at leverandørerne skal overholde national lovgivning og de 10 FN-principper formuleret i Global Compact, herunder eliminere diskrimination i arbejds- og ansættelsesforhold, men efterspørger som hovedregel ikke dokumentation for det.
De 18 kommuner, der indgår i miniudbuddet er: Brøndby, Faxe, Frederiksberg, Holbæk, Kalundborg, København, Køge, Lejre, Næstved, Odsherred, Ringsted, Ringkøbing-Skjern, Slagelse, Sønderborg, Tønder, Tårnby, Viborg og Vordingborg.
DELL vil rette op
Det er langtfra kun DanWatch's og China Labour Watchs undersøgelse, der viser, at arbejdsforholdene hos DELL's underleverandører er under al kritik. Præsenteret for DanWatchs undersøgelse, fortæller Deborah Albers, Principal Social Strategist hos DELL, at der fornyligt er blevet lavet audits hos tre af de fire leverandører, som indgår i DanWatch's rapport. Her fandt den amerikansk ejede elektronikvirksomhed forhold, der strider mod de standarder, som DELL har tilsluttet sig via Electronic Industry Citizen Coalition (EICC), der er en koalition af elektronikfirmaer, som sætter fokus på CSR i industrien.
- I de fleste audits var der forhold, som ikke stemmer overens med EICC's Code of conduct, derfor vil vi lave nogle tiltag, der kan rette op på de forhold. Hvis der er forhold, som DanWatch har belyst, som ikke er inkluderet i de fund, vi selv har gjort under vores audits, vil vores Supply Chain Social & Environmental Responsibility (SCSER) team undersøge dem, siger Deborah Albers og fortæller, at der senere på året vil blive foretaget audits hos den fjerde leverandør.
Også i det amerikansk ejede elektronikfirmas egen CSR-rapport fra juni 2013, står det sort på hvidt, at i 61 pct. af de anmeldte audits, som DELL selv har foretaget hos deres underleverandører, blev der rapporteret om overarbejde og i 18 pct. af besøgene blev det påpeget, at sikkerheden ikke var i top.
SKI er blevet forelagt konklusionerne i DanWatch's rapport, men ønsker på nuværende tidspunkt ikke at udtale sig.
Find DanWatch-rapporten her
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.