
Vejdirektoratet er en af Danmarks absolut største udbydere inden for bygge- og anlægsprojekter, og hvert år lægger styrelsen et stort antal opgaver på udbudsportalen.
Disse projekter har entreprenører i hele landet – store som små – mulighed for at byde ind på, men før de kan byde på opgaverne, er der ofte et udbudsmateriale på flere hundrede sider, som skal nærstuderes. Og det kan være dyrt og ressourcekrævende, hvis man er en mindre entreprenør med få ansatte.
Derfor udarbejdede Vejdirektoratet i april 2021 en ny og helt anderledes model for, hvordan man laver udbudsmateriale på mindre opgaver. Og det har medført, at flere mindre virksomheder byder på opgaver, som tidligere kun var på radaren for de store spillere i branchen, oplyser direktoratet i en pressemeddelelse.
- Vi har nu kørt med den nye model i halvandet år og har allerede fået 25 leverandører med ombord. Mange af dem er små entreprenører, som vi ikke har hørt fra før. Det er en meget positiv udvikling, men vi vil rigtig gerne have endnu flere med, for vi oplever af og til at stå med et udbud, hvor der kun er en enkelt leverandør, der byder. Og så er det tidskrævende, hvis anlægsbudgettet ikke holder, og vi må starte forfra med et nyt udbud, siger Ulla Konnerup, der er områdechef i Vejdirektoratet.
I løbet af efteråret forventer Vejdirektoratet at udbyde en række anlægsopgaver til under 5 millioner kroner efter principperne fra den nye udbudsmodel. Det kan være opgaver med for eksempel rastepladser, ladestandere, cykelstier, vildtspring helleanlæg og skilte. Vejdirektoratet udbyder hvert år et sted mellem 100 og 200 opgaver på offentlige byggeprojekter.
Virksomhed: Overskueligt udbudsmateriale gør en forskel
En af de virksomheder, som har profiteret af Vejdirektoratets nye udbudmodel er entreprenørfirmaet Brdr. Andersen fra Randers. Virksomheden er således begyndt at byde på Vejdirektoratets anlægsopgaver, efter at der er kommet et nyt udbudsmateriale, hvor man indenfor få dage løbende kan kvalificere sig som leverandør under rammeaftalen.
Det førte eksempelvis til at virksomheden i juli udbuddet med at etablere lastbilparkering på rastepladsen Nørremark mellem Horsens og Vejle, hvor der var fem bydende på opgaven.
Brdr. Andersen har knap 50 ansatte, og derfor er det altid en afvejning, om det kan betale sig at sætte en medarbejder til at læse et offentligt udbud og efterfølgende afgive tilbud, lyder det fra selskabet direktør, Maichel Almskov Andersen.
- Det er ikke unormalt, at et offentligt udbud er på flere hundrede sider, og der gør det altså en forskel for en mindre virksomhed som vores, at vi nu kun skal forholde os til det halve eller en fjerdedel. Man skal huske, at vi jo altid skal overveje, om det overhovedet kan betale sig for os at bruge tid på at afgive tilbud, og der har konklusionen ofte været, at det kan det ikke. Nu skal vi forholde os til færre sider, og derfor vil vi fremover være mere tilbøjelige til at give det et skud – og det er da indtil videre faldet heldigt ud et par gange, siger han.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.