dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat

SMVdanmark trækker sig fra Kodeks for god betalingsskik: Der er brug for lovgivning

Urimeligt lange betalingsfrister koster danske SMV’er dyrt. Det skulle det frivillige ”Kodeks for god betalingsskik” lave om på, men efter to år står det klart, at det ikke har virket. Derfor har SMVdanmark besluttet at trække sig fra kodekset.
13. MAJ 2024 14.55

Den 28. april 2022 lancerede daværende erhvervsminister Simon Kollerup (S) ”Kodeks for god betalingsskik”. Det skete med støtte fra alle store erhvervsorganisationer som Dansk Industri, Dansk Erhverv, Landbrug & Fødevarer m.fl. 

- Når danske virksomheder udfører et stykke arbejde, skal de kunne stole på, at de får betaling til tiden fra deres kunder, sagde Kollerup dengang i en pressemeddelelse.

Organisationerne bag skulle bidrage til at udbrede kodeksets principper om rimelig og rettidig betaling blandt deres medlemmer, opfordre dem til at skrive under, og sikre at principperne bliver brugt, når virksomheder handler med hinanden. Men to år efter har kun 25 mindre virksomheder skrevet under og intet tyder på en generel ændring i betalingskulturen.   

Det er baggrunden for, at SMVdanmark, der repræsenterer 18.000 små og mellemstore virksomheder, nu har meddelt Erhvervsministeriet, at organisationen trækker sig fra "Kodeks for god betalingsskik". Det SMVdanmark i en pressemeddelelse.

- Vi valgte oprindeligt at støtte op om Kodeks for god betalingsskik i håb om, at de store virksomheder og deres organisationer ville overraske os positivt. Det er ikke sket, siger Adm. direktør i SMVdanmark, Jakob Brandt. Han fortsætter: 

- Vi mener ikke, at vi længere kan stå mål for det over for de virksomheder, vi repræsenterer. Det bør stå helt klart, at der brug for lovgivning og ikke frivillighed og skåltaler, hvis vi skal ændre betalingskulturen i Danmark. Derfor har vi truffet beslutningen om at trække os.

Kig mod EU for en løsning

Sene betalinger koster hvert år europæiske SMV’er, hvad der samlet svarer til Finlands BNP. Og Danmark er næst efter Bulgarien det land i Europa, hvor virksomheder i gennemsnit må vente længst tid på deres betaling. 

Ifølge SMVdanmark kan de danske politkere kigge mod EU, for at finde en løsning på de danske SMV'ers problematik. For nylig stemte et stort flertal i Europa Parlamentet således en fælleseuropæisk betalingsfrist på maksimalt 30 dage for handelsaftaler mellem virksomheder i Europa igennem. Det bør de danske politikere støtte op om, lyder anken fra organisationen.

- De danske politikere har fået et vink med en vognstang fra Europa Parlamentet om, at vi har brug for lovgivning for at sikre fair betalingsfrister. Det håber jeg virkelig, de vil lytte til og støtte op om regelsættet, når det nu skal finde vej videre i EU-systemet, siger Jakob Brandt.

amp

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.