LOLLAND / GULDBORGSUND: Erhvervslivet på Lolland-Falster har længe været i knibe, når det gælder om at komme af med affald til genanvendelse, fordi Refa som offentligt affaldsselskab på grund af lovgivning på området hverken kan modtage erhvervsaffald til sortering eller i rene affaldsfraktioner til genanvendelse.
Det skal en samarbejdsaftale mellem miljøvirksomheden Damifo A/S og I/S Refa lave om på, lyder det fra de to parter.
Damifo rykker ind på Refas Miljøcenter Gerringe ved Rødby, hvor den private miljøvirksomhed har lejet et 77.000 kvadratmeter stort areal, som blandt andet omfatter det tidligere slamkomposteringsanlæg. Her vil Damifo både modtage rene affaldsfraktioner og tilbyde sortering af erhvervsaffald med henblik på genanvendelse.
- Det er noget nær den perfekte løsning på et problem, som i mange år har stået i vejen for en optimal genanvendelse af affald fra erhvervslivet på Lolland-Falster, siger Refas bestyrelsesformand Poul-Henrik Pedersen.
Femern-byggeri kan tilgodeses
Han peger også på, at samarbejdsaftalen dels sikrer de nuværende arbejdspladser på Miljøcenter Gerringe og skaber fundamentet for nye arbejdspladser.
- Gerringe ligger få kilometer fra det store Femern Bælt-byggeri. Damifo har specialiseret sig i sortering og genanvendelse af affald fra bygge- og anlægsbranchen. Med samarbejdet forventer vi øgede mængder af genanvendeligt affald, som vil kunne behandles lokalt og sandsynligvis også kunne indgå i nye produkter produceret af lokale virksomheder. Så vi taler også om øget beskæftigelse – direkte og indirekte, siger Poul-Henrik Pedersen.
- Ved at rykke ind på pladsen ved Rødby, kan vi spare erhvervslivet for unødvendig kørsel og sørge for, at en meget større del af erhvervsaffaldet fra Lolland-Falster rent faktisk bliver sorteret og genbrugt. Refa ligger optimalt i området, og vi kommer med erfaringer fra andre modtagestationer, der nu kan bringes i spil her. Vi har en fælles interesse i at få håndteret, genanvendt og genbrugt affaldsmaterialer, som ellers ville være havnet på deponi eller brændt af i store forbrændingsanlæg, påpeger John Kaldahl, adm. direktør i Damifo.
Foruden en 10-årig lejekontrakt omfatter aftalen også mulighed for et driftssamarbejde om maskiner, udstyr og personale.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.