
- Med det (konsulentbesparelserne, red.) kan vi om året frigive tre milliarder, og det er faktisk mange penge, direkte til det, vi kalder kernevelfærd.
Sådan lød et af Socialdemokratiets helt store valgløfter under valgkampen i 2019. Ordene er Mette Frederiksens, og de blev sagt under et pressemøde foran fremmødte social- og sundhedshjælpere og -assistenter. Målet var, at det offentlige ikke længere skulle bruges samme mængde ressourcer på at indkøbe konsulentydelser fra private konsulentvirksomheder.
Siden fulgte finansminister Nicolai Wammen op på valgløftet med en plan for, hvordan besparelserne skulle udmøntes.
- Vi vil flytte midler fra kolde hænder til varme hænder, lød det fra aarhusianeren sidste år.
Koster på velfærden
Men nu viser det sig, at velfærden er med til at finansiere konsulentbesparelserne – og ikke omvendt, som ellers var intentionen. Det skriver TV2 Østjylland.
Region Midtjylland vurderer i årets budget, at man har samlede konsulentudgifter for 25 mio. kr. Ifølge aftalen med regeringen skal man spare 21,5 mio. kr. om året på den post i år.
Regionen kan dog 'kun' finde 14,5 mio. kr. i besparelser på konsulenter, da der her også indgår udgifter til lægefaglige konsulenter og IT-sikkerhed.
For at holde aftalen med regeringen er regionen derfor nødt til at spare syv millioner på velfærden i år. Og endnu mere i fremtiden.
- Det er et sparekrav på konsulenter, der er så stort, at vi ikke kan nå det, siger regionsrådsformand og socialdemokrat Anders Kühnau til TV2 Østjylland og fortsætter:
- Derfor må vi finde pengene andre steder, og det kommer til at gå ud over velfærden – både i år og i fremtiden.
Ekspert: Forudsætninger for besparelser er urealistiske
Ifølge regionsrådsformanden er det ikke kun et midtjysk problem:
- Jeg tror, jeg taler for alle regionerne, når jeg siger, at det her simpelthen ikke kan lade sig gøre.
Fra 2025 skal Region Midtjylland spare 43 mio. kr. om året på konsulenter.
Samme melding lyder fra professor i økonomistyring på Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh:
- Det er fuldt forventeligt. De forudsætninger, der har været om, hvad der kunne spares (på konsulenter, red.), har været helt urealistiske. Hverken regioner eller kommuner har konsulentudgifter i det omfang, man har forestillet sig, fortæller han til TV2 Østjylland.
- De her penge kunne jo have gået til eksempelvis psykiatrien eller børne- og ungeområdet. Men når du ikke kan spare et sted, så må du gøre det et andet, forklarer Per Nikolaj Bukh, som har læst regionens budget for 2021.
Finansordfører: Forventer regioner leverer
Socialdemokratiets finansordfører Christian Rabjerg Madsen forventer, at regionen leverer de konsulentbesparelser, som man har aftalt.
- Jeg skal ikke ind og have nogen holdning til, hvordan man planlægger i Region Midtjylland. Men jeg har en forventning om, at man løser den opgave her, hvor man bruger færre penge på konsulentydelser og flere penge på velfærd, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Spørgsmål: Man kan se i budgettet, at der går penge fra velfærd til konsulenter. Hvad tænker du om det?
- Vi har en aftale om, at der skal bruges færre penge på konsulenter og flere penge på sundhed. Den aftale har jeg tillid til, at Region Midtjylland lever op til.
Spørgsmål: Fra 2025 skal Region Midtjylland spare 43 mio. på konsulenter. Samlet har man udgifter for 25 millioner. Kan man spare mere end man bruger?
- Jeg anerkender ikke, at vi allerede nu kan vide, hvordan Region Midtjyllands budget ser ud om fire år, lyder det fra finansordføreren, der fortsat tror på regeringens ambition om at spare tre milliarder på konsulenter og bruge dem på velfærd:
- Jeg er meget optimistisk, afslutter finansordfører Christian Rabjerg Madsen.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.