
SORØ: Det kunne være blevet dyrt for Sorø Kommune, at de i 2020 valgte at bruge SKI's rammeaftale om Software as a service (SaaS) Cloud løsninger, til at finde et nyt dagtilbudssystem. Via SKI-aftalen endte kontrakten hos den hidtidige leverandør KMD.
Det var den konkurrerende it-virksomhed Assemble A/S nemlig ikke tilfreds med, og i foråret tabte kommunen således en sag i Klagenævnet for Udbud, og aftalen blev annulleret. Assemble fik ret i, at kommunen havde stillet så snævre krav til systemet, at kun KMD kunne leve op til dem.
På baggrund af den vundne sag havde Assemble indbragt et erstatningskrav mod kommunen på ca. 6,2 mio. kr., som var det beløb, virksomheden mente, de ville have modtaget i kontraktperioden, såfremt de havde vundet aftalen. Erstatningskravet er dog nu afvist af klagenævnet og kommunen frifundet.
Uenighed om reel pris
Assemble mente, at den med sin it-løsning "NemPlads" opfyldte de samme krav som KMD's system, men kunne gøre det til en pris, der var under det halve af KMD's.
Derfor mente firmaet sig sikker på at vinde aftalen, da den ville have fået toppoint i kriteriet pris, mens KMD ville have fået laveste mulige point. Kommunen fremlagde dog beviser for, at prisen på Assembles system reelt ville være markant højere end de ca. 6,2 mio. kr., som Assemble angav.
Den reelle evalueringstekniske pris fra Assemble, der skulle vurderes i udbuddet, var 11,4 mio kr., som modsvarer 13,1 mio. kr. i de beregninger, som Assemble anvendte i forhold til tilbuddet fra KMD.
"Sorø Kommune har bl.a. gjort gældende, at Assemble ikke har løftet bevisbyrden for størrelsen af det påståede tab, der bestrides som udokumenteret. Dækningsbidraget på godt 97 pct. er endvidere urealistisk, eksorbitant højt og i øvrigt opgjort forkert i en række henseender," argumenterede kommunen.
Argumentationen fra kommunen, om at Assembles reelle pris var højere end den påståede på de 6,2 mio. kr., blev taget for gode varer af Klagenævnet for Udbud. Klagenævnet opsummerer kendelsen:
"Assemble har således ikke bevist, at kontrakten ville være blevet tildelt virksomheden, dersom Sorø Kommune ikke havde lagt til grund, at KMD var den eneste virksomhed, der opfyldte kommunens behov."
Derfor blev erstatningskravet afvist, Sorø Kommune frifundet og Assemble dømt til at betale sagsomkostningerne på 35.000 kr. Udfaldet glæder kommunens borgmester, Gert Jørgensen (K).
- Jeg er da rigtig glad for, at vi har fået medhold i, at vi ikke skal betale, men jeg er selvfølgelig også ydmyg over for, at der er otte ugers ankefrist, siger han til Sjællandske Medier.
Hele kendelsen kan læses her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.