En klokkeklar og alvorlig overtrædelse af konkurrenceloven, som har skadet
patienterne og betydet længere ventetider, og som ville udløse bøde og politianmeldelse af speciallægernes brancheforening, Faps.
Sådan lød Konkurrencestyrelsens konklusion forleden, efter at styrelsen i mere end to år har kulegravet Faps og undersøgt, om den har overtrådt konkurrenceloven ved at opfordre hver enkelt praktiserende speciallæge til at begrænse antallet af behandlinger og holde fri eller tage på kursus, når en bestemt omsætning var nået, skriver Jyllands-Posten.
Men to dage før Konkurrencerådet på baggrund af Konkurrencestyrelsens indstilling var klar til at offentliggøre sin afgørelse om lægernes adfærd, afskar sundhedsminister Nick Hækkerup (S) i praksis Konkurrencerådet fra at gribe ind og foretage politianmeldelse.
Formanden for Faps er overrasket over Konkurrencestyrelsens ageren:
Konkurrencestyrelsen tager nemlig grueligt fejl, når den konkluderer, at Faps har overtrådt konkurrenceloven ved at opfordre hver enkelt praktiserende speciallæge til at begrænse antallet af behandlinger og holde fri eller tage på kursus, når en bestemt omsætning var nået.
- Vi har alene søgt at leve op til den overenskomst, som Faps har indgået med regionerne. Den indebærer en forpligtelse til at forsøge at holde udgifterne til de praktiserende speciallæger inden for en aftalt ramme, og den forpligtelse har Faps naturligvis taget alvorligt, siger formand Carl Johan Erichsen i en pressemeddelelse.
Konkurrencestyrelsen har i mere end to år undersøgt, om Faps har brudt loven. Ifølge styrelsen har man to gange i forløbet forhørt sig hos ministeren for at finde ud af, om konkurrencereglerne gælder på området.
Forkert kritik
Først mandag fik styrelsen at vide, at speciallægernes adfærd - modsat tidligere meldinger - er en direkte nødvendig følge af sundhedslovgivningen.
Ifølge Faps har Sundhedsministeriet dog 'flere gange det sidste år gjort styrelsen opmærksom på lovgivningen'.
- Hvis man fulgte Konkurrencestyrelsens udmelding, ville det i praksis indebære et opgør med sundhedslovgivningen og vores aftaler med regionerne, siger Carl Johan Erichsen og understreger, at speciallægernes ageren ikke har ramt patienterne.
- Realiteten er, at de praktiserende speciallæger de seneste år har behandlet flere patienter, ikke færre, og det er sket uden en tilsvarende stigning i udgifterne på området. Så også på den baggrund er kritikken fra Konkurrencestyrelsen helt forkert, mener Carl Johan Erichsen.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.