Siden en bred kreds af partier i infrastrukturplanen fra sidste sommer erklærede, at de ser positivt på at bevare den fabrik i Rødbyhavn, der skal støbe elementerne til Femern-tunnelen, har det været et åbent spørgsmål, hvordan det rent faktisk skal ske.
Men nu er Sund & Bælt kommet nærmere en løsning. På et møde onsdag blev forligskredsen bag Femernforbindelsen således orienteret om Sund & Bælts anbefalinger. Det skriver Lolland-Falsters Folketidende.
Af orienteringen fremgik det, at der er lavet en princip-aftale - et "memorandum of understanding" - med konsortiet Femern Link Contractors (FLC) om muligheden for at bevare fabrikken. Dette er siden udmøntet i en betinget aftale, som indebærer, at Femern A/S betaler FLC cirka 33 millioner euro - omkring 245 mio. kr. - for at bevare fabrikken.
Aftalen er dog betinget af, at der inden udgangen af 2023 er sikret den nødvendige hjemmel, eller at Femern A/S på anden vis får mandat fra transportministeren til at udmønte aftalen. Som betaling for den usikkerhed, der er i tiden frem til udgangen af 2023, kompenseres FLC derudover med tre millioner euro - lidt over 22 mio. kr.
Nyt datterselskab
Sund & Bælt lægger op til, at fabrikken og den tilhørende arbejdshavn skal ejes af et nyt datterselskab under Sund & Bælt. Men Sund & Bælt skal ikke være ansvarlig for driften og produktionen. Den del skal i stedet klares af en ekstern operatør, der skal findes efter et udbud.
Som nævnt bakker forligskredsen op om at bevare fabrikken, men det kan ende med en anden model for ejerskabet end den, Sund & Bælt skitserer.
- Jeg synes, vi skal have en grundig diskussion af, hvordan vi skal organisere det. Jeg er fuldstændig indstillet på, at vi skal permanentgøre det, men vi skal drøfte modellen, siger transportordfører Rasmus Helveg Petersen (R) til Folketidende.
Fra Kristian Pihl Lorentzen (V) kommer en lignende melding.
- Man kan diskutere, præcis hvordan den kan ejes. Det er måske Sund & Bælt, der skal eje den, og måske en anden konstruktion. Måske nogle private ejere - konsortier for eksempel. Men det tager vi stilling til til den tid. Det vigtige er, at vi har truffet en principbeslutning om at bevare den, siger han til Folketidende.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.