Sundhedsstyrelsen har måttet trække et påbud til privathospitalerne om at lukke ned og stille respiratorer til rådighed for det offentlige sundhedsvæsen tilbage.
Det fremgår af et brev, som Sundhedsstyrelsen har sendt til privathospitalerne og brancheorganisationen Sundhed Danmark, skriver Berlingske.
I brevet, der er sendt 8. april, trækkes påbuddet tilbage, fordi det har vist sig, at Sundhedsstyrelsen slet ikke havde lovhjemmel til indgrebet.
'Vi er af Sundheds- og Ældreministeriet blevet gjort opmærksom på, at Sundhedslovens paragraf 210 stk. ikke giver hjemmel, og vi skal derfor umiddelbart trække vores anmodning tilbage,' lyder det i brevet, som er underskrevet af Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm.
Påbuddet blev udstedt 24. marts. Her lød det, at privathospitalerne skulle indstille al aktivitet, der krævede fuld narkose eller respirator.
Og ligeledes skulle privathospitalerne stille udstyret samt medarbejdere til rådighed for det offentlige sundhedsvæsen.
I stedet opfordrer Sundhedsstyrelsen nu til, at de private sygehuse frivilligt stiller deres udstyr og personale til rådighed i forbindelse med håndteringen af udbruddet af coronavirus.
Beklager situationen
'Vi beklager denne situation og takker for jeres velvillighed og samarbejde,' skriver Søren Brostrøm i brevet, som Berlingske er i besiddelse af.
Privathospitalerne havde stillet i alt 87 respiratorer til rådighed. Det er dog ganske få, der er blevet afhentet, fremgår det af brevet.
Sundhedsstyrelsen har nu sendt en forespørgsel til regionerne om, hvorvidt de fortsat forventer at have behov for supplerende respiratorer.
Åbner efter påske
Tilbagetrækningen af påbuddet betyder, at privathospitalerne åbner igen efter påske.
Det siger Mette Nord, direktør i Sundhed Danmark, til Berlingske.
- Vi åbner for de kritiske funktioner, som vi må lave ifølge Sundhedsstyrelsen. På grund af suspenderingen af patientrettighederne, så får vi ingen henvisning af offentlige patienter. Men vi vil tage forsikringspatienter og privatbetalende, der kontakter os, ind, siger Mette Nord.
Hun understreger, at privathospitalerne fortsat er parate til at stille udstyr og om nødvendigt også personale til rådighed for det offentlige sundhedsvæsen.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.