
SORØ: Den største kontrakt i Sorø Kommunes historie skal sikre bedre veje i mange år frem. Kommunen og NCC Roads har netop indgået en kontrakt om vedligeholdelse af veje. Det betyder, at det i de kommende 15 år bliver NCC Roads, som får fornøjelsen af at lappe huller og i øvrigt passe veje, cykelstier og rabatter, oplyser komunen.
Vejvedligeholdelsen har i flere år haltet bagefter, og NCC Roads overtager vedligeholdelsesopgaven med et betydeligt efterslæb, som skal indhentes i løbet af de første tre år af kontraktperioden. Det er aftalt, at der i løbet af de næste tre år skal gennemføres vedligeholdelsesarbejder for omkring 80 mio. kr.
Det er kommunens vurdering at ca. 80 pct. af kommunens vejnet vil få ny belægning i løbet af de 15 år, som kontraktperioden varer.
- Kontrakten giver albuerum til at eksperimentere og teste nye grønne produkter. Risikoen ligger hos os som entreprenør, for hvis det ikke virker tilfredsstillende, er det vores hovedpine at lave det om, så vi opfylder kontrakten. Men i disse tider hvor genbrugstanken og miljøbevidstheden er i højsædet, er det et 'must' at produktudvikle – her er funktionskontrakterne en legeplads under kontrollerede forhold, forklarer underdirektør i NCC Roads Jens-Kristian Damsgaard.
Tilbudssummen er på 149 millioner kroner over de kommende 15 år.
Funktionsudbuddet omfatter ca. 490 km kommuneveje, ca. 78.000 m2 pladser (især asfalterede arealer på kommunens institutioner), ca. 66 km asfalterede cykelstier, regulering af rabatter på veje uden for kommunens byområder.
NCC Roads har stor erfaring med funktionskontrakter. Virksomheden bød på og vandt den første funktionskontrakt for et vejnet som den tidligere Rønnede Kommune udbød i 2002.
Inkl. Sorø Kommune varetager NCC Roads i dag funktionskontrakter for vejnettet i 12 kommuner, svarende til et samlet vejnet på ca. 3.500 km.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.