Stop hetzen mod private daginstitutioner

Antallet af private daginstitutioner har nu passeret 500 med tilsammen mere end 18.000 børn. Dette medfører, at udviklingen følges intenst af nogle organisationer, og advarslerne om alle de dårligdomme, vi kan forvente os af denne udvikling fremsættes igen og igen. Pressen er ikke sen til at følge op og leder med lys og lygte efter eksempler, som kan underbygge de ofte fremførte påstande formuleret som spørgsmålene:

- bliver børnene sorteret, så de ressourcesvage familier/børn udelukkes?
- bliver et eventuelt overskud trukket ud på børnenes bekostning?
- bliver personalet underbetalt og er institutionerne uden overenskomst?

Når denne diskussion overhovedet opstår, skyldes det, at den gældende lovgivning om privatinstitutioner faktisk og teoretisk muliggør, at der kan svares ja til disse spørgsmål. Men i realiteten er det meget få negative eksempler, som det er lykkedes at grave frem, hvilket viser at langt den overvejende del af vore privatinstitutioner er bevidste om deres rolle og drives ansvarligt.

Var dette ikke tilfældet, ville så mange forældre næppe fortsat søge mod privatinstitutionerne og skabe denne vækst. Det er typisk kommunernes kommunalisering af selvejende daginstitutioner og nedlæggelse af mindre institutioner i yderområderne, der også fremover vil sikre denne vækst.

Cevea rammer ved siden af
Et af de seneste eksempler på at udviklingen af privatinstitutionerne problematiseres er centrum-venstre tænketanken Ceveas rapport 'Børnepasningen privatiseres især i yderområderne'.

Rapporten viser, at andelen af privatinstitutioner i udkants- og landkommuner ligger på 25 og 19 pct. Mod 12,8 og 8,3 pct. i mellem- og bykommuner. Denne forskel er en naturlig følge af kommunernes lukning af de mindre daginstitutioner i yderområderne. Det er ganske enkelt de lokale beboere i de mindre samfund, som ønsker at fastholde en nærhed for deres børn. Overgangen til privatinstitution ændrer typisk ikke forældresammensætningen. Rapportens udsagn om, at børnepasningens traditionelle opgave som katalysator for social sammenhængskraft mindskes i den forbindelse, rammer helt ved siden af.

Det er meget begrænset hvad der foreligger af undersøgelser, som belyser ovenstående spørgsmål, men FOA's notat 'Private dagtilbud udvikling og status 2015' forsøger gennem en skemaundersøgelse at besvare spørgsmålet om, hvor mange pct. af børnene er fra hjem, hvor ingen af forældrene har en uddannelse i henholdsvis private daginstitutioner og kommunale daginstitutioner.

En overdrivelse
Resultatet viser at i 13 pct. af de kommunale institutioner har over 25 pct. af forældrene ingen uddannelse, mod 9 pct. i de private institutioner, altså lidt færre forældre uden uddannelse i de private institutioner. Dette resultat præsenteres i Ceveas rapport som en markant forskel på forældresammensætningen i private og kommunale institutioner, hvilket nok må siges at være en overdrivelse.

Derimod er rapportens udsagn om, at ressourcestærke forældre simpelthen fravælger offentlige institutioner til fordel for mindre, private institutioner, når kommunen satser på større institutioner, sikkert korrekt. Men at privatinstitutionerne skal have skylden for denne udvikling er lige stærkt nok.

Vi har med loven om privatinstitutioner fået mulighed for at imødegå den stigende kommunalisering og stordrift af vore daginstitutioner. Vi må også se i øjnene at der i dele af samfundet er en modstand mod at give forældrene denne frihed til at vælge, og fra flere sider forsøger man ved hjælp af tænkte skræmmebilleder at få loven ændret.

DLO følger sammen med de øvrige organisationer udviklingen, og vi er parate til at påtale et hvert misbrug af loven.

John Hebo Nielsen, formand for DLO, Daginstitutionernes Landsorganisation