
GULDBORGSUND / VORDINGBORG: Der har været så omfattende problemer med arbejdsmiljøet på byggeriet af den nye Storstrømsbro, at to ministerier nu lancerer et særligt tiltag for at undgå en gentagelse på fremtidige megabyggerier. Det skriver Fagbladet 3F.
Det er beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) og transportminister Benny Engelbrecht (S), der står i spidsen for en arbejdsgruppe, som allerede til april skal udmønte sig i en række konkrete forslag til at forbedre arbejdmiljøet på store offentlige anlægsprojekter.
'I forbindelse med byggeriet af Storstrømsbroen har der ad flere omgange været konstateret en række udfordringer med arbejdsmiljøforholdene. På den baggrund har beskæftigelsesministeren og transportministeren besluttet at nedsætte en tværgående arbejdsgruppe, som skal samle erfaringerne fra store infrastruktur- og byggeprojekter, og afdække, hvad der kan gøres for at undgå lignende situationer i fremtidige store infrastruktur- og byggeprojekter,' lyder det i kommissoriet til arbejdsgruppen.
Blackliste
Ifølge Fagbladet 3F har Arbejdstilsynet i skrivende stund reageret med mere end 100 anmærkninger om alvorlige brud på arbejdsmiljøloven.
Arbejdsgruppen får deltagelse af Arbejdstilsynet og offentlige bygherrer som Vejdirektoratet, Bygningsstyrelsen, Banedanmark og ikke mindst Sund & Bælt og datterselskabet Femerns A/S, der skal stå for opførelsen af Femern-tunnelen, der bliver Danmarks største anlægsprojekt nogensinde.
Lennart Damsbo-Andersen, Socialdemokratiets medlem af Beskæftigelsesudvalget, ønsker nogle skarpe krav til de store entreprenørselskaber, der vinder offentlige udbud i Danmark.
- Ligesom vi stiller krav til virksomheder om at tage lærlinge og undgå social dumping, kan vi kræve, at firmaerne skal kunne dokumentere, at de kan leve op til nogle krav om arbejdsmiljø. Det kan for eksempel være ved at se på firmaernes historik fra vores nabolande og blackliste de firmaer, der har en dårlig historik, siger Lennart Damsbo-Andersen.
ibs
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.