
I flere år har ældre, der døjer med hævede ben, haft sværere ved at få bevilget de kompressionsstrømper, de har haft brug for.
Det skyldes, at Ankestyrelsen tilbage i juni 2022 udsendte en principmeddelelse, der egentlig havde til formål at skulle hjælpe kommuner og regioner med at skelne mellem, om strømperne er et behandlingsredskab eller et hjælpemiddel.
Men en hjælp har det ej været.
Det er nemlig endt i en masse kludder mellem kommuner, regioner og Ankestyrelsen, hvor det har skabt usikkerhed om, hvem der skal betale for kompressionsstrømperne. Det har resulteret i, at mange enten har måtte undvære eller selv betale for strømper.
Men nu åbner sundhedsminister Sophie Løhde (V) for at finde en kortsigtet løsning på problemet.
"Jeg har stor forståelse for, at der er særlige udfordringer i forhold til kompressionsprodukterne, og jeg vil sammen med social- og boligministeren undersøge, om det er muligt at gøre noget på området på den kortere bane," skriver ministeren i et folketingssvar.
Borger i klemme
Kommunerne kan bevilge, hvis der er tale om et hjælpemiddel, mens regionerne skal ind over, hvor støttestrømperne har karakter af et behandlingsredskab.
I folketingssvaret skriver Sophie Løhde, at regeringen er meget opmærksom på, at de nuværende regler for udlevering af for eksempel kompressionsstrømper desværre kan betyde, at borgere oplever at komme i klemme, da myndighedsansvaret for tildeling af behandlingsredskaber og hjælpemidler i praksis kan opleves som uklart.
"Det er vigtigt for mig, at vi får gjort op med den kassetænkning, der kan stå i vejen for, at man som patient eller borger får udleveret de nødvendige hjælpemidler og behandlingsredskaber, som man har ret til," skriver hun og fortsætter:
"Derfor er jeg også glad for, at vi sammen med blandt andre SF kunne indgå en politisk aftale, om at jeg sammen med social- og boligministeren skal udvikle en konkret model for udvalgte sygdomsområder og specifikke produkter, som skaber mere klarhed for borgeren og sikrer tydelighed om, hvilken myndighed der er ansvarlig for at udlevere og finansiere produkterne (..)."
Kræver ændring i lovgivningen
Aftalen er en del af Sundhedsreformen fra 15. november 2024 og bygger på en anbefaling fra Sundhedsstrukturkommissionen. Kommissionen har anbefalet, at der bliver lavet en ensartet, landsdækkende løsning, så det er tydeligt, hvem der har ansvaret for forskellige sundhedsprodukter og sygdomsområder.
Modellen skal udvikles inden for den nuværende økonomiske ramme og i samarbejde med relevante parter. En vigtig del af indsatsen er at ændre lovgivningen, herunder at ophæve det nuværende cirkulære om behandlingsredskaber, hvor finansieringen i dag ligger hos sygehusvæsenet.
Samtidig skal modellen passe sammen med Social- og Boligministeriets arbejde med at gøre reglerne for hjælpemidler enklere. Målet er, at borgerne nemmere kan få de hjælpemidler, de har brug for, at ventetiden bliver kortere, og at processen bliver mere smidig.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.