SYDDANMARK: En ny strategi for cyber- og informationssikkerhed er netop blev fremlagt af Region Syddanmark, som afsætter 30 mio. kr. til at finansiere strategiens fire indsatsområder: Evnen til at forudse, forebygge, opdage og håndtere sikkerhedshændelser.
- Borgere, patienter og medarbejdere skal kunne have tillid til, at Region Syddanmark behandler og håndterer deres oplysninger og data forsvarligt og sikkert. Det kan de blandt andet have, hvis regionens vitale it-systemer og it-infrastruktur til enhver tid er godt sikret mod nedbrud, og denne strategi er med sine fire indsatsområder en vigtig styrkelse af vores evner til at forsvare os imod cyberangreb og de digitale trusler, som vi desværre oplever flere af, udtaler regionsformand Stephanie Lose (V).
Med de fire indsatsområder taler regionens strategi sig ind i den nationale sektorstrategi for cyber- og informationssikkerhed på sundhedsområdet, som Danske Regioner, KL og staten står bag.
Hvert indsatsområde bliver fulgt op med en række konkrete initiativer, og Region Syddanmark investerer samlet 30 mio. kr. i cyber- og informationssikkerhed. De ti mio. kr. blev afsat i 2019 i forbindelse regionens digitaliseringsstrategi, mens der i regionens budget for 2020 er afsat yderligere 20 mio. kr. til finansiering af initiativerne.
- Det er et kapløb mellem regionens it-systemer, it-brugere og it-sikkerhedsansatte på den ene side og hackere og andre cyberkriminelle på den anden side. Jeg er glad for, at der politisk er opbakning til at sætte rigtig mange penge af til at ruste Region Syddanmark til kampen mod de digitale trusler, siger formand for Digitaliseringsudvalget Mette Bossen Linnet (V).
Sådan fordeles pengene:
- Regionen vil bruge otte mio. kr. på at blive bedre til at forudse de potentielle it-sikkerhedshændelser. Det kræver blandt andet indkøb af varslingssystemer, systematiske sårbarhedsscanninger og fuld implementering af whitelisting, så der kun arbejdes på sikkerhedsgodkendte programmer.
- Med 12 mio. kr. i ryggen vægter forebyggelse tungest i regionens strategi for cyber- og informationssikkerhed. De planlagte indsatser handler blandt andet om at øge medarbejdernes fokus på it-sikkerhed samt at brugen af software og hardware sker sikkert og forsvarligt.
- Der er i strategien afsat ni mio. kr. til at opdage sikkerhedsbrud hurtigere og mere effektivt. Det skal blandt andet ske ved hjælp af et monitoreringsværktøj, som skal overvåge aktiviteterne på regionens netværk og systemer og reagere ved afvigende eller unormal trafik.
- Der er afsat en mio. kr. til at håndtere sikkerhedshændelser. Det handler om at afgrænse og begrænse skaden mest muligt, og pengene skal blandt andet bruges til fælles styring og ensretning af it-værktøjer, udarbejdelse af beredskabsplaner og test af cybersikkerheden i Region Syddanmark.
- Regionen har desuden afsat fire mio. kr. til dækning af de afledte driftsudgifter, der forventes i forbindelse med implementering af initiativerne.
Læs hele strategien for cyber- og informationssikkerhed her.
esl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.