
SYDDANMARK: Ni projekter med kunstig intelligens i Region Syddanmark fik sidste år bevilget 15 mio. kr., og nu er der statusrapport klar til Digitaliseringsudvalget og Anlægs- og innovationsudvalget.
Et af projekterne er på Odense Universitetshospital. Her er man ved at teste og validere et værktøj, der kan understøtte lægernes arbejde ved at bistå med at diagnosticere brystkræft ud fra røntgenbilleder. Det skal også kunne sikre tidligere og mere præcis diagnostik, som kan føre til hurtigere behandling, oplyser regionen.
Det projekt strækker sig over fire år, og konkret gennemser kunstig intelligens over 260.000 ældre brystscreeningsbilleder fra hele regionenk. Studiet bliver det største på verdensplan, som har en gruppe kvinder inkluderet med to hele opfølgningsperioder. Der afventes aktuelt svar fra National Videnskabsetisk Komité, så studiet kan startes.
- Et af vores fem indsatsområder i vores digitaliseringsstrategi er forenkling, effektivisering og udvikling af arbejdsgange. Her er automatisering og kunstig intelligens helt oplagte emner at tage fat på, da de indeholder store potentialer i forhold til at forbedre og effektivisere vores ressourcebrug i sundhedsvæsenet. Vi forventer helt klart, at der i fremtiden vil opstå flere og flere muligheder for at udvikle og anvende nye løsninger til gavn for vores patienter og ansatte, siger formand for Digitaliseringsudvalget Mette Bossen Linnet (V).
Kræftrisiko via blodprøver på Sygehus Lillebælt
På Sygehus Lillebælt bruges 150.000 blodprøveanalyser fra over 7.500 patienter, som har gennemgået et diagnostisk kræftpakkeforløb hos deres praktiserende læge, til at lave en algoritme på et kunstigt intelligens-system.
Det kan med stor sikkerhed beregne den enkelte persons risiko for at have kræft på en skala fra 0 pct. til 100 pct. Projektet er et samarbejde mellem Kræftens Bekæmpelse, de praktiserende læger og Sygehus Lillebælt.
Projektet har vist, at den kunstige intelligens er særdeles velegnet til at beregne en given patients risiko for kræft – og ved hjælp af den kunstige intelligens kan man give lægen og patienten besked samme dag, som blodprøven er taget, da Sygehus Lillebælt afhenter blodprøverne to gange dagligt. Lægen og patienten kan så i dialog beslutte den videre udredning.
Operationsguides i 3D på Sydvestjysk Sygehus
På Sydvestjysk Sygehus arbejdes der i forbindelse med skulderproteser med at indføre skræddersyede operationsguides i 3D. Det endelige mål er en automatiseret proces, hvor der lægges en CT-skanning ind i den ene ende af systemet, og der fås en 3D-operationsguide ud i den anden med et minimum af menneskelig involvering.
Dette forventes at forbedre præcisionen af indsættelsen af skulderprotesen, forkorte operationstiden generelt og øge sandsynligheden for succes markant.
I dette projekt har coronaens indtog spillet en større rolle for tidsplanen, da det relevante personale indtil august måned har været brugt i covid-19-beredskabet og på andre afdelinger.
Alligevel er skulderkirurgerne nu begyndt at arbejde med guiderne for at opnå rutine, og når patientinklusionen starter, har de alle erfaring, så der ikke vil være en indlæringskurve, som kan influere på resultaterne. Derudover er den virtuelle planlægning blevet optimeret og strømlinet, og der er også blevet udviklet en ny målemetode til 3D-analyse af proteseplaceringen efter operationen. Denne metode skal anvendes til at sammenligne præcisionen af den konventionelle skulderoperation med anvendelsen af de 3D-printede kirurgiske guider.
ibs
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.