SYDDANMARK: De syddanske sygehuse har sammen med resten af landets sygehuse kunnet konstatere, at der i kølvandet på coronavirussen har været en ekstrem efterspørgsel på eksempelvis mundbind, åndedrætsværn og andre værnemidler, skriver regionen.
Koncerndirektør Kurt Espersen fortæller, at regionens leverandører på området har haft svært ved at levere varer. Dels på grund af den enorme efterspørgsel og dels på grund af, at leverandørerne ikke kan få deres varer fra Kina:
- Det er tydeligt for alle, at det er en hektisk tid på alle landets sygehuse og i vores sundhedsvæsen. Vi er alle i færd med at ruste os bedst muligt til at håndtere eventuelle udbrud af coronavirus og de følgevirkninger, som sygdommen giver. Situationen har blandt andet udfordret vores leverandører af eksempelvis mundbind, men takket være en fokuseret indsats fra sygehusene og regionens indkøbsafdeling, har vi nu en robust beholdning af åndedrætsværn, siger Knud Espersen.
Sygehusene har over de seneste dage fået aftaler om nogle meget store leveringer af åndedrætsværn, så der ikke umiddelbart er udsigt til mangel på netop den vare.
Det er derudover aftalt på tværs af regionerne, at man samarbejder om indkøb af varer, så ingen så vidt muligt løber tør for værnemidler, før der igen kan sikres stabile leverancer.
Fokus på hele varelagret
Indkøbsafdelingerne på sygehusene, der er ansvarlige for, at lagrene har de nødvendige varer, har fokus på, at sygehusene ikke pludselig bliver presset på leveringen af andre varer, der kan påvirke sygehusenes mulighed for at behandle patienter.
Kurt Espersen fortæller, at regionen har nedsat en særlig arbejdsgruppe med sygehusdirektører fra alle regionens sygehuse og nøglemedarbejdere indenfor eksempelvis indkøbsområdet:
- Coronavirussen kaster en masse mere eller mindre uforudsigelige opgaver i vores retning, og dem skal vi forsøge at håndtere bedst muligt. Hvad enten det er vores beholdning af forskellige varer til sygehusene, mange smittede borgere eller nye karantæneregler, så arbejder vi hårdt på at løse problemerne, som de opstår.
Som et led i forberedelserne og for at vise rettidig omhu er sygehusene også i færd med at udarbejde en prioriteringsplan, hvis udbrud af coronavirus eller andre omstændigheder betyder, at sygehusene ikke umiddelbart kan behandle alle patienter. En plan hvor patienter, der har akutte, livstruende sygdomme og kræft, vil blive prioriteret i forhold til operationer, som kan vente.
MG
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.