SYDDJURS: Udvalget for sundhed, ældre og social i Syddjurs Kommune har besluttet at indstille til byrådet, at man ikke ønsker forlænge kontrakten med Forenede Care om driften af det private plejehjem Søhusparken, når den udløber 31. januar 2016.
Det sker på baggrund af den evaluering, der er lavet af aftalen. Evalueringen har fokuseret på, hvor godt ydelsen af pleje og hjælp er udført. På baggrund af de erfaringer, man har gjort sig med udliciteringen ønsker et flertal i udvalget, at der fremover ikke skal konkurrenceudsættes på plejeboligområdet.
Dermed skal der fra 2016 og frem indregnes budget til Søhusparken efter Syddjurs Kommunes model for øvrige plejeboliger, oplyser kommunen til dknyt.
'Overordnet set efterlader evalueringen derfor et indtryk af, at Forenede Care ikke har været i stand til at implementere en kvalitet eller udvikling af samme, der har kunnet leve op til udbuddets og tilbuddets forudsætninger', hedder det i evalueringen.
Manglende patientsikkerhed
Ifølge evalueringen har samarbejdet mellem kommune og udbyder fungeret godt. Til gengæld kritiserer evalueringen, at 'der ikke har fundet tilstrækkelig fælles læring sted mellem Syddjurs Kommune og Forenede Care i aftaleperioden'.
Der udover fremhæver man, at initiativer til fælles faglige projekter er kommet fra kommunens side, og at der i forbindelse med kvalitetssikring ikke er 'foregået tilstrækkeligt systematisk og ud fra de standarder, som blev beskrevet i tilbuddet'.
Især det sidste møder skarp kritik i evalueringen, hvor man vurderer, at den manglende systematik er årsag til, at Søhusparken i aftaleperioden har modtaget en række påbud om fejl og mangler. Både hvad angår sygeplejefaglige optegnelser, dokumentation, patientrettigheder og medicinhåndtering fra Sundhedsstyrelsen i forbindelse med embedslægetilsyn.
Derudover er der fra det kommunale tilsyn anmærkninger omkring de kommunale servicedeklarationerne for service og praktisk bistand samt dokumentationspraksis.
I de tilsynsrapporter, der er blevet lavet over Søhusparken, kan man læse, at plejehjemmet i 2015 har modtaget en kritisk tilsynsrapport, hvor der er fundet alvorlige fejl og mangler, der indebærer en risiko for patientsikkerheden.
Der har også tidligere i tilsynsrapporter været fundet fejl og mangler, men ingen lige så alvorlige som i 2015.
Syddjurs indgik i november 2010 aftale med Forenede Care om driften af praktisk hjælp og personlig hjælp og pleje på plejecentret Søhusparken. Formålet med at udbyde plejecentret Søhusparken var 'et ønske fra kommunen om at få en professionel samarbejdspartner, der leverer en høj kvalitet og effektivitet, samt at få konkurrenceudsat området i forhold til pris. Tanken var at en partner, i samarbejde med kommunen, kan udbygge og udvikle plejen og omsorgen indenfor rammerne af partnerskabet.'
Den endelige beslutning om plejehjemmet Søhusparken skal træffes på et byrådsmøde den 24. juni.
Såfremt Syddjurs Kommune ikke benytter sig af option om forlængelse sker følgene:
- Aftalen mellem Syddjurs Kommune og Forenede Care udløber automatisk den 31. januar 2016.
- Syddjurs Kommune overtager personale på Søhusparken jf. loven om virksomhedsoverdragelse.
- Hvis optionen ikke benyttes kan Syddjurs Kommune ved senere lejlighed tage stilling til, om området fortsat ønskes konkurrenceudsat
- Beslutning i Udvalget for sundhed, ældre og social den 3. juni 2015
- Indstilles til Økonomiudvalgets og Byrådets godkendelse med bemærkning om, at på baggrund af erfaringerne med denne udlicitering ønsker et flertal af udvalget ikke at konkurrenceudsætte plejebolig området.
Karen Østergaard (V) tager forbehold for beslutningen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.