
ODENSE: Et sindrigt tunnelsystem syv meter under Odense mindsker risikoen for, at miljøet forurenes, og for at borgerne får vand i kælderen i forbindelse med skybrud. Selve systemet er blevet udført i et tidligt partneringsamarbejde, hvor entreprenør, rådgiver og ordregiver samarbejder om at udarbejde og planlægge projektet, fra det starter.
Projektet blev oprindelig udbudt, fordi Odense Kommune gerne ville omdanne Odense Havn til et attraktivt område for byens borgere. Kommunens planer inkluderede en spansk trappe, som skulle munde ud i havnebassinet lige dér, hvor spildevandet fra de store regnskyl dengang løb ud i havnen.
- Kombinationen af et spildevandsafløb der, hvor man sidder og hygger sig – måske endda med tæerne i vandet – er ikke lige den bedste idé. Heller ikke selvom der kun løber vand ud, når det regner for alvor, siger plan- og projektchef fra VandcenterSyd Gerda Hald.
Da det stod klart for VandcenterSyd, at havneudløbet skulle flyttes, greb vandselskabet muligheden for at samle flere opgaver i samme projekt.
- Vi havde også store problemer med et gammelt overløbsbassin. Det kunne ikke længere klare de mange skybrud og oversvømmede jævnligt et beboelsesområde i det nordvestlige Odense. Derfor besluttede vi os for at udbyde både havneudløbet og det gamle overløbsbassin i et samlet udbud, siger Gerda Hald.
Alle parter er med fra start
VandcenterSyd vidste på forhånd, at en del af projektet krævede en særlig teknik til tunnelarbejdet. Teknikken, der hedder no-dig, handler om, at man uden at grave oppefra skyder sig vej under jordens overflade – nærmest som en muldvarp.
- No-dig-teknikken var ikke særlig kendt i Danmark i forbindelse med den type projekter. For at få et projekt, der var muligt at udføre, ønskede vi at have entreprenøren med helt fra starten af projektet, fortæller Gerda Hald.
VandcenterSyd udbød derfor projektet i tidlig partnering, som er en samarbejdsform, hvor både entreprenør, rådgiver og ordregiver samarbejder som partnere om stort set alle aspekter af projektet, helt fra den tidlige projektstart. Samarbejdsformen står i kontrast til den traditionelle entreprise, hvor kunden planlægger og definerer opgaven i samarbejde med en rådgiver og først derefter byder entreprisen ud.
Udbuddet resulterede i, at VandcenterSyd valgte Arkil som entreprenør og COWI som rådgiver.
En skov af udfordringer
Det viste sig at være en klog beslutning at inddrage alle projektets parter fra start. Dels tog myndighedernes godkendelser en del længere tid end forventet, dels viste det sig, at langt flere parter end forventet havde interesser i projektet.
- Vi havde for eksempel forventet, at vi kunne fælde et bælte af træer i Åløkkeskoven og så lægge rørene i jorden oppefra. Men det viste sig, at Åløkkeskoven er fredet, og det fik Dansk Naturfredningsforening til at engagere sig i sagen. Det blev lidt af en showstopper, fortæller projektleder i COWI, Vilmer Johannes Jensen.
Sagen trak ud i lidt over et halvt år. Løsningen blev, at holdet måtte tunnelere sig vej under skoven med no-dig-metoden, hvilket ikke var en del af den oprindelige plan.
Ifølge Vilmer Johannes Jensen gav partneringaftalen den fleksibilitet, som gjorde det muligt for holdet at tilpasse sig forsinkelsen uden, at projektet gik i stå, eller at parterne blev påført ekstra omkostninger. Hvis kontraktgrundlaget havde været en almindelig entreprisekontrakt, skulle entreprenøren have haft penge, mens projektet var sat på hold. Om dette siger projektchef Hans Jørgen Jensen fra Arkil, som udførte entreprisen:
- Præcis denne situation viser tydeligt, hvad styrken ved partnering er for alle parter.
Helt inde i maskinrummet
Selvom partnering har været ret udskældt de sidste mange år, har samarbejdsformen fungeret rigtigt godt på projektet i Odense. Projektet blev gennemført til en pris, der var lavere end den, parterne i fællesskab havde regnet sig frem til i starten. De tre projektparter er alle enige om, at partnering fungerer godt, fordi samarbejdet både giver fælles mål og fælles incitamenter.
- Hvis vi lavede tunnelsystemet ordentligt fra starten til en pris, der var billigere end den, vi havde fastlagt sammen, så kunne vi dele restbeløbet. Så nytter det ikke noget at skændes, for det bliver vi alle sammen kun fattigere af, siger Hans Jørgen Jensen.
Restbeløbet blev delt mellem VandcenterSyd, Arkil og COWI efter en fordelingsnøgle, som parterne havde aftalt på forhånd. Det betød en reel besparelse for projektet på 4,6 mio.kr.
Ifølge Hans Jørgen Jensen er projektet i Odense og et lignede projekt i Dalum med de samme tre parter de bedste år i hans arbejdsliv. Noget af det, som har givet samarbejdet den status, er ifølge Hans Jørgen Jensen den tillid og åbenhed, som gennemsyrede projektet hele vejen igennem. Han siger:
- Alt blev lagt åbent frem, uanset om det var lønninger, regnskaber eller fakturaer. Vi var helt inde i maskinrummet i hinandens virksomheder, og der var fuld tillid mellem os. Derudover var det også en stor fordel for os at være med i projekteringen, fordi det gav os mulighed for at sikre, at der blev sat den tid af til udførslen, som det rent faktisk kræver. Det giver alt andet lige en mere positiv tilgang til samarbejdet, når man ikke er bagud fra starten.
Efterfølgende har VandcenterSyd udbudt to lignende projekter, hvor de har brugt det, de lærte i Odense-sagen, aktivt. Blandt andet forbereder de deres projekter i god tid og gør mere ud af at inddrage alle parter, der kan have interesse i sagen, tidligt i forløbet.
Læs andre historier om erfaringer med udbud og udlicitering på www.udbudsportalen.dk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.