
RINGSTED: Mobilsignalet er forsvundet i den lille by Ørslev syd for Ringsted, for TDC har fjernet den mast, selskabet havde stående ved det lokale renseanlæg efter en uenighed om leje af grunden.
Ringsted Forsyning og TDC har haft en kontrakt siden 1997, som løb i 15 år. Den skulle fornys i år, og det er her, at vanskelighederne opstår. Ringsted Forsyning vil nemlig forhøje prisen for leje af grunden fra ca. 26.000 kr til 53.000 kr, en fordobling af lejen som TDC ikke var interesseret i at betale.
- Vi har udarbejdet en prisliste for forskelligt telegrej, sidst gældende 2011, og formålet har netop været ikke at differentiere imellem de forskellige lejere, yderligere for at undgå langtrukne forhandlinger en 'sjakren' mellem lejerne, tilsvarende er markedsværdien undersøgt både inden for og uden for kommunegrænsen, skriver direktør for Ringsted Forsyning Janne Hansen i en mail til dknyt.
- Ifølge den offentlige ejendomsvurdering har det stykke jord, hvor masten stod, en købsværdi på under 6.000 kr. Sammenligner man med Næstved Kommune, er lejeprisen for et tilsvarende stykke jord på et rensningsanlæg 1.000 kr. TDC mener ikke, at markedsprisen i Ringsted Kommune er 53 gange højere i Ringsted kommune end i Næstved kommune, siger Rasmus Avnskjold, presserådgiver hos TDC.
Salg frem for leje
Men Ørslev-borgerne er ikke de eneste der er blevet fanget i en strid om mobilmaster. Også borgerne i Sundby på Lolland har været i klemme mellem teleselskab og kommune.
For i Guldborgsund Kommune så de sig nødsaget til at hæve prisen på lejekontrakten, så det er markedsprisen, den nye lejekontrakt bliver indgået til, som gør prisen ekstra høj. En pris som teleselskaberne ikke vil betale og det betyder at borgerne mister mobilforbindelse.
Derfor tager Guldborgsund nu andre metoder i brug for at undgå de store stigninger i lejen ved at sælge jordstykkerne til teleudbyderne i stedet for at udleje dem til markedspris.
- Vi har allerede solgt jorden til masteoperatører to steder - i Horbelev og Nørre Ørslev på Falster. Købsprisen svarer cirka til halvanden års leje, så det er i hvert fald fordelagtigt for telebranchen, forklarer Arne Graae Jensen (V) til TV2 Øst.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.