
Af John Hebo Nielsen, landsformand i DLO
AKF - Anvendt Kommunal Forskning - melder i pressen 14/5-12, ud, at der ingen gevinster er ved at lade private løse opgaverne på de bløde områder som ældrepleje og børnepasning.
Baggrunden er at AKF i sit input til Udbudsrådets store sammenlignende analyse af erfaringerne med at skabe konkurrence om offentlige opgaver i Danmark og Sverige, har samlet og analyseret en forskningsoversigt over de dokumenterede effekter af konkurrence om offentlige opgaver med fokus på hjemmehjælp, plejeboliger og daginstitutioner.
For så vidt angår daginstitutionsområdet indeholder forskningsoversigten af nyere forskning kun en enkelt mindre undersøgelse lavet af Rambøll for Udbudsrådet i 2011. I denne undersøgelse indgår 48 kommunale og 29 private daginstitutioner i Danmark. Rambølls undersøgelse af dette meget lille datagrundlag fortæller i øvrigt, at der er større forældretilfredshed i de private institutioner end i de kommunale - samt at de private er en smule billigere end de kommunale.
Når AKF giver sin udmelding en indgangsbøn, der lyder at der ingen dokumenterede gevinster er ved at lade private løse opgaverne, er det tendentiøst - når faktum er, at det lige så vel kan siges, at der ingen dokumenterede gevinster er ved at lade kommunerne løse opgaverne, og for daginstitutionernes vedkommende måske tværtimod en gevinst.
Vi mangler kvalificeret forskning
Den vigtigste konklusion må, som det også fremgår af AKFs resumé, være at vi mangler kvalificeret forskning og effektmåling. I DLO vil vi varmt anbefale, at daginstitutionsområdet underkastes lødige og grundige analyser - herunder ikke mindst af det særlige forhold, der gør sig gældende på dette område; Nemlig forældrenes indflydelse, inddragelse og tilfredshed.
DLO er en landsorganisation for 'de selvejende daginstitutioner', en form for privat drift der, så vidt vi kan se af AKFs analyse og forskningsoversigt, ikke indgår særskilt i undersøgelserne. 'Selvejende daginstitutioner' drives af ansvarlige bestyrelser, hvor børnenes forældre har flertal.
Dette sikrer forældrenes indflydelse og inddragelse og medfører en høj grad af forældretilfredshed. Dette glæder vi os til at se dokumenteret i kommende undersøgelser, så vi kan kun opfordre til at de selvejende daginstitutioner på linje med de private og kommunale daginstitutioner inddrages i kommende analyser.
John Hebo Nielsen, landsformand i Daginstitutionernes Lands-Organisation (DLO)
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.