De private testcentre lukker deres tilbud om hurtigtest senest 9. oktober. Det oplyser Styrelsen for Forsyningssikkerhed i en pressemeddelelse.
Det er virksomhederne Falck, Copenhagen Medical og Carelink, der tilbyder offentligt betalte lyntest i Danmark.
Fra 13. september nedjusteres kapaciteten fra 200.000 til 100.000 daglige hurtigtest. Og efter 9. oktober er det altså ikke længere muligt at få en offentligt betalt lyntest. Fra 1. september nedskaleres desuden kapaciteten for PCR-test fra 170.000 til 100.000 daglige test.
Flere vil få langt til test
Ændringerne betyder, at nogle borgere vil få længere til teststederne, og ikke alle vil have maksimalt 20 km til nærmeste teststed som hidtil. Testindsatsen vil dog fortsat blive tilrettelagt, så teststederne er spredt ud over landet, skriver Styrelsen for Forsyningssikkerhed.
De fleste krav om fremvisning af coronatest udløber 1. september - og alle restriktioner ophæves senest 10. september.
Herefter har covid-19 ikke længere status som samfundskritisk sygdom. Det har Sundhedsministeriet oplyst fredag, da regeringen ikke har ønsket at forlænge den særlige kategorisering af sygdommen.
I maj og juni var der flere dage med omkring 500.000 lyntest om dagen, men efterspørgslen er faldet brat, i takt med at det meste af befolkningen i løbet af sommeren er blevet vaccineret.
Det kommer til at ske:
- Aftalen med private udbyderes hurtigteststeder lukker senest den 9. oktober.
- Fra den 13. september 2021 nedjusteres hurtigtestkapaciteten fra 200.000 til 100.000 daglige test.
- Fra den 1. september 2021 nedskaleres kapaciteten for PCR-test fra 170.000 til 100.000 daglige test.
- Nogle vil få længere til teststederne, og ikke alle vil have maksimalt 20 kilometer til nærmeste teststed.
Testindsatsen vil fortsat blive tilrettelagt, så der er et landsdækkende net af teststeder.
Kilde: Styrelsen for Forsyningssikkerhed
Ritzau / amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.