DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job

To it-firmaer taber klagesag mod Randers Kommune

GlobalConnect A/S og Zibra Wireless ApS fik ikke medhold i Klagenævnet for Udbud
8. SEP 2017 9.33

RANDERS: Der var ikke noget at udsætte på, at Randers Kommune i juni 2016 droppede tilbuddene fra en række prækvalificerede firmaer, der bød ind på en netværksydelse til kommunens datakommunikation - og i stedet entrerede med Stofa Erhverv. 

Det har Klagenævnet for Udbud netop afgjort i en kendelse fra 24. august 2017.

I februar 2016 havde kommunen prækvalificeret seks firmaer til at byde ind på opgaven, der skulle gælde otte år med mulighed for forlængelse i to gange et år: TDC A/S, GlobalConnect A/S, SE Kommunikation A/S, Ipvision A/S, EnergiMidt Fiberbredbånd A/S og KMD A/S.

Ved tilbudsfristens udløb i maj var der kommet to tilbud - fra Global Connect A/S og Zibra Wireless ApS, der var gået sammen i et konsortium - og endte med at klage. Og så Stofa Erhverv, som fik opgaven, men som efter de to klageres opfattelse slet ikke var prækvalificeret.

De to it-firmaer mente, at kommunen skulle betale dem 11,9 mio. kr. for brud på udbudsreglerne, mens kommunen krævede at blive frifundet.

Klagenævnet har holdt sig til, at Stofa Erhverv er ejet 100 pct. af SE Kommunikation A/S, der var et af de prækvalificerede firmaer, så på den baggrund har nævnet anerkendt, at Stofa Erhverv fik opgaven.

Det fremgår dog også, at Randers Kommune burde have undersøgt nærmere, hvorfor det var Stofa Erhverv og ikke SE Komunikation, der søgte.

De to firmaer skal betale sagsomkostninger på 30.000 kr. til kommunen.