
120 millioner rejsende satte sig i 2023 ind i en af Metroselskabets metroer i København for at blive fragtet fra et sted til et andet. Det er ti millioner færre, end hvad Metroselskabet havde ventet for året.
Til trods for det har selskabet tjent 67 mio. kr. mere end sidste år. Det skriver selskabet i en pressemeddelelse, hvor det fremgår, at Metroselskabets resultat før af- og nedskrivninger for 2023 var 108 mio. kr.
Resultatet er også 28 mio. kr. bedre, end hvad selskabet havde budgetteret med. Det skyldes særligt lavere omkostninger på grund af udskudte interne projekter og besparelser på driften.
To linjer skuffer
Det er særligt to metrolinjer, der ikke lever op til selskabets forventninger. På linjerne M3 - også kaldet Cityringen - og M4 var der sidste år færre passagerer end ventet.
- Metroselskabet har derfor indledt en undersøgelse af årsagerne. Samtidig er der iværksat tiltag til at øge kendskabet til de to linjer, lyder det fra Jørn Neergaard Larsen, der er bestyrelsesformand i Metroselskabet, i meddelelsen.
M1 og M2 endte på niveau med forventningerne, skriver selskabet i meddelelsen.
Selskabet forventer, at passagertallet vil stige de kommende år både på grund af befolkningstilvæksten og en forventning om flere passagerer i forbindelse med åbningen af M4 Syd i 2024. Forlængelsen af M4 i den sydlige retning byder på fem nye stationer.
Ambitioner om lavere klimaaftryk fra anlæg
70 procent af metrolinjens CO2-aftryk stammer fra anlægsarbejdet. Derfor er det selskabets ambition at halvere klimaaftrykket for fremtidige projekter.
- Der er derfor meget at hente på det samlede klimaaftryk ved at sætte ind her. Samtidig har Metroselskabets projekter en størrelse, hvor vi kan være med til at drive den bæredygtige udvikling i den danske bygge- og anlægsbranche fremad, siger Jørn Neergaard Larsen.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.