Tvist om mangler på ny østjysk brandstation
AARHUS: Østjyllands Brandvæsens nye brandstation i Lisbjerg er ramt af en række såkaldt ”bygningsmæssige problemstillinger”, der ”slider unødigt på medarbejdernes tålmodighed". Det fremgår ifølge TV2 Østjylland af en orientering, som beredskabsdirektør Kasper Sønderdahl aflagde for Østjyllands Brandvæsens bestyrelse 23. februar.
Af referatet fra mødet fremgår det, at det har været nødvendigt at udbedre forskellige forhold af hensyn til brandfolkenes hverdag på stationen. Det gælder bl.a. opsætning af gelænder på trapper, færdiggørelse af el-, VVS- og tømrerarbejdet samt indregulering af ventilationsanlæg.
Kasper Sønderdahl oplyser til tv-stationen, at Østjyllands Brandvæsen i øjeblikket ligger i en tvist med hovedentreprenøren KG Hansen vedrørende byggeriet. Parterne afventer i øjeblikket afgørelsen i en syn- og skønssag, og indtil den foreligger, ønsker beredskabsdirektøren ikke at udtale sig. Heller ikke KG Hansen ønsker p.t. at udtale sig.
ak