dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat

Tysk minister: Danmark viser interesse for at købe ammunition med os

Danmark har udtrykt interesse for tysk idé om fælles indkøb af ammunition, siger Tysklands forsvarsminister.  
20. MAR 2023 16.10

Danmark er sammen med Holland interesseret i at købe ammunition sammen med Tyskland. Det siger Tysklands forsvarsminister, Boris Pistorius, på vej ind til et møde for EU-landenes udenrigs- og forsvarsministre i Bruxelles mandag.

- De første partnere, der er interesserede, er Danmark og Holland. Men vi er også klar til at åbne for andre lande, siger Boris Pistorius.

Danmark er dog endnu ikke kommet med en officiel melding om ammunitionsindkøb med Tyskland. Derfor skal den tyske melding ifølge Ritzaus oplysninger mest tages som udtryk for, at Danmark undersøger mulighederne.

Det sker på et tidspunkt, hvor EU-landene hastigt er i færd med at optrappe indkøb og produktion af ammunition både til egne lagre og til Ukraine. 

To muligheder

Den præcise model er dog endnu ikke helt på plads. Groft sagt er der to muligheder på bordet. Nogle EU-lande som Tyskland ønsker grundlæggende, at indkøbene skal foretages af landene selv. Gerne i mindre grupper, så man kan købe større ind. Det skal være med til at sænke prisen og give industrien sikkerhed for ordre.

Men i sidste ende skal indkøbene og dermed fordelingen af ammunitionen forblive i hænderne på EU-landene. Andre EU-lande som blandt andre Frankrig presser på for, at EU skal spille en større rolle i forsvarsindkøbene. Det kan ske ved at lade Det Europæiske Forsvarsagentur stå for indkøb af ammunition på vegne af EU-landene.

Det vil dog kræve, at EU-landene giver følsomme militære oplysninger til EU om, hvor meget ammunition man eksempelvis har på lagrene. Og at landene måske i yderste konsekvens accepterer, at det bliver EU, der fordeler den leverede ammunition blandt landene alt efter, hvem der har størst behov.

Det møder modstand fra flere EU-lande. Fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) siger på vej ind til mødet om den danske holdning til at bruge Det Europæiske Forsvarsagentur:

- Det er frivilligt, om man går med i de aftaler, vi diskuterer her. Vi kommer senere i denne uge til at behandle et beslutningsforslag, hvor vi får mulighed for at lave et samarbejde med eksempelvis Det Europæiske Forsvarsagentur. Men for mig er det vigtigt at sige, at det her er ikke enten eller. Det er både og, siger Troels Lund Poulsen.

Regeringen forventer, at man torsdag i denne uge vil samle flertal for beslutningsforslaget. Det indebærer, at Danmark formelt tiltræder Det Europæiske Forsvarsagentur (EDA). Samt Det Permanente Strukturerede Samarbejde på forsvarsområdet (PESCO).

Det er blevet muligt, efter at et flertal af vælgerne sidste år stemte ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet.


/ritzau/
 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.