OUH Svendborg Sygehus har destrueret alle produkter, som fødevarevirksomheden Nordic Ingredients har leveret til dem. Det oplyser sygehusets pressechef torsdag aften, efter at Nordic Ingredients onsdag blev lukket af Fødevarerejseholdet, da virksomheden langt fra overholder styrelsens regler for hygiejne. Blandt andet blev dele af maden produceret i en cementblander.
Torsdag siger sygehusets pressechef Kristian Serge Skov-Larsen, at alle resterende produkter nu er trukket tilbage. Sygehuset undersøger nu, hvordan de kan have fået leveret mad fra en virksomhed, der ikke er godkendt af Fødevarestyrelsen.
Svendborg Sygehus er på Fødevarestyrelsens liste over de sygehuse eller plejehjem, der havde modtaget produkter fra Nordic Ingredients.
Hos Roskilde Madservice fortæller kostleder Pia Fastholm, at hun ikke var bekendt med problemet:
- Vi har overhovedet ikke været klar over, at virksomheden ikke var registreret. Det kommer meget bag på mig, at vi som offentlig myndighed kan få lov til at handle hos en ulovlig virksomhed, siger Pia Fastholm.
Dybt rystede
Roskilde Madservice leverer mad til otte plejecentre og tre caféer og er samtidig drevet af Roskilde Kommune.
På Aalborg Universitetshospital Syd er man også rystet over informationen om, at Nordic Ingredients ikke har været registreret:
- Det er uacceptabelt, at en sådan virksomhed har lov til at levere fødevarer til sygehuse og syge mennesker. Det er vi dybt rystede over. Jeg kan sige med 100 procents sikkerhed, at vi ikke har været bekendt med disse problemer. Det ville vores køkken have reageret på, hvis de havde den mindste fornemmelse for, at der var problemer, siger Kim Mikkelsen, vicedirektør på Aalborg Universitetshospital.
Han fortæller også, at mange af sygehusets indkøbsaftaler er oprettet af regionen.
- Jeg ved, at mange af vores produkter bliver leveret gennem en indkøbsaftale, som vores indkøbskontor i regionen har lavet. Men jeg vil ikke udtale mig om denne konkrete aftale, siger Kim Mikkelsen.
Ikke bare lidt snavs
Region Nordjyllands indkøbskontor inkluderer også Vendsyssel Sygehus, som er på Fødevarestyrelsens liste. Aalborg Universitetshospital Syd, Vendsyssel Sygehus og Roskilde Madservice er torsdag aften stoppet med at servere Nordic Ingredients varer, og de resterende produkter vil blive destrueret.
Et kontrolbesøg onsdag viste, at virksomheden langt fra har overholdt reglerne for hygiejne under produktionen, fortæller Henriette Mynster, der er en del af Fødevarerejseholdet.
- Deres produktionslokale var langt fra rengjort godt nok. Der var ikke bare tale om lidt snavs fra den seneste produktion, men belægninger og rester fra ældre produktioner.
- Vi vurderede derfor, at der er en betragtelig risiko for, at disse produkter er blevet forurenet, siger Henriette Mynster til Ritzau.
Mest til svagelige
Virksomheden, der ligger nord for Randers, producerer blandt andet gelérugbrød og geléagurk samt særlige pulverblandinger med smag af eksempelvis bøf, bacon og flæskesteg.
Særligt brugen af betonblanderen var en overraskelse for Henriette Mynster.
- Der er blevet brugt en orange betonblander, som murere normalt bruger. I dette tilfælde er den blevet brugt til produktionen af fødevarerne.
- Det vi særligt forholder os til i første omgang, er, at den ikke er rengjort. Der var belægninger fra tidligere produktioner, og her kan der gemme sig bakterier og andre mikroorganismer, som langt fra er godkendt, siger Henriette Mynster og tilføjer.
- Vi ser ekstra alvorligt på denne sag, da virksomhedens produkter henvender sig til svagelige patienter. Derfor skal hygiejnen ved produktionen være helt i top, og det var den langt fra her, siger hun.
Påtager sig ansvaret
Fundet har betydet, at produktionen nu er lukket ned, indtil virksomheden igen kan bevise, at hygiejnen under produktionen er i orden. Derudover er virksomheden blevet varslet bøder.
Direktør i Nordic Ingredients, Kurt Frederiksen, siger til BT, at det er normalt at bruge en betonblander til brødblanding, men han erkender, at hygiejnen ikke har være god nok.
- De sidste måneder har været megatravle, fordi jeg i samarbejde med Skejby har udviklet en pålægsserie til de samme patienter. Det er ikke fordi, jeg skal bortforklare den manglende rengøring, og jeg påtager mig hele ansvaret for det, siger han til BT.
11 virksomheder, der tæller både plejehjem og sygehuse har modtaget mad fra Nordic Ingredients:
* Roskilde Madservice, 4000 Roskilde
* Centralkøkkenet AUH SYD, 9100 Aalborg
* Områdecenter Rosenvænget, 8930 Randers NØ
* Pegasus Bo & Aktiv, 5650 Faaborg
* Holmbohjemmet, 6950 Ringkøbing
* Hospitalskøkkenet OUH/Svendborg Sygehus, 5000 Odense C
* Plejecenter Sjælsø, 3460 Birkerød
* Løjt Ældrecenter, 6200 Aabenraa
* Sygehus Vendsyssel/Køkkenet, 9800 Hjørring
* Dalsmark Plejehjem, 6300 Graasten
* Åkanden Køkkenet, 6880 Tarm
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.