
Israel var blandt de første lande til at få størstedelen af sin befolkning vaccineret mod covid-19, men for nylig oplyste sundhedsmyndigheder i landet, at de overvejer, om det er nødvendigt med et tredje stik af vaccinen fra Pfizer/BioNTech.
Overvejelsen skyldes, at effektiviteten af de to første stik, som kræves for at være færdigvaccineret, ser ud til at aftage over tid. Vaccineproducenten selv mener også, at et tredje stik kan vise sig at være nødvendigt for at holde virusset i skak.
Pfizer/BioNTech vaccinen, der går under navnet Cominarty, er den klart mest brugte vaccine i Danmark, hvor meget en 75 pct. af danske stik er med den amerikansk-tysk udviklede indsprøjtning. Derfor vil firmaets overvejelser også kunne få betydning for den danske vaccinering på sigt.
Pfizer søger tilladelse i USA
Pfizer planlægger således inden for en måned at søge om godkendelse i USA til et tredje stik. Det oplyste forskningschef Mikael Dolsten torsdag. Han begrunder den varslede ansøgning med to ting:
For det første viser foreløbige data, at de, der har fået vaccinen, et halvt år efter oplever et faldende niveau af antistoffer og dermed har større risiko for at blive smittet. Dolsten understreger dog, at selv om niveauet af antistoffer falder, ser beskyttelsen mod alvorlig sygdom ud til stadig at være høj ifølge Pfizers data.
For det andet henviser Pfizer til Delta-varianten, der er på fremmarch i en lang række lande. Det er den variant, som først blev opdaget i Indien.
- Vaccinen er meget effektiv mod Delta-varianten, siger forskningschefen.
Men efter et halvt år "er der sandsynligvis en risiko for" at blive smittet på ny, fordi "antistofferne - som forventeligt - aftager", tilføjer han. Det kan et nyt skud af vaccinen tilsyneladende rette op på.
Data fra et studie viser ifølge Pfizer, at personer efter tredje stik udvikler mellem fem og ti gange så mange antistoffer mod coronavirus som efter andet vaccinestik.
Belsutning bør ikke baseres udelukende på mængden af antistoffer
Ifølge Eric Topol, der er professor i molekylær medicin og leder af Scripps Research i Californien, bør man dog ikke basere beslutningen om at give et tredje vaccinestik udelukkende på mængden af antistoffer.
Han siger, at man på den måde ignorerer andre vigtige dele af kroppens immunrespons, som også reagerer mod virus.
- Der er brug for bedre studier til at afklare det. Det handler ikke kun om at neutralisere antistoffer, siger professoren.
Umiddelbart ser det ikke ud til, at Pfizer kommer igennem med sin ansøgning om et tredje stik.
USA's lægemiddelstyrelse (FDA) og USA's Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse (CDC) meddelte natten til fredag dansk tid, at færdigvaccinerede borgere ikke har brug for endnu et stik.
Myndighederne er dog klar til at give et tredje stik, "hvis og når forskning påviser, at det er nødvendigt", meddelte de i en fælles udtalelse.
Ritzau/Reuters/amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.