DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job

Varde fyrer rengøringsfirma for social dumping med udlændinge

Fem udlændinge anholdt for at arbejde ulovligt i Danmark. Kommunen opsagde på stedet kontrakt med KN Rengøring.

VARDE: Varde Kommune har med øjeblikkelig virkning fyret rengøringsfirmaet KN Rengøring efter først at have meldt det til politiet, oplyser kommunen. En aktion udført af det fælles myndighedssamarbejde mod social dumping førte derefter til, at fem udlændinge blev anholdt og sigtet for at have arbejdet ulovligt i Danmark.

Politianmeldelsen skete, efter at Varde Kommune for en uge siden fik 'alvorlig mistanke' om at alt ikke var, som det skulle være i forhold til de medarbejdere, rengøringsfirmaet havde ansat til at gøre rent på størstedelen af kommunens matrikler.

Kommunen gik til politiet med sin mistanke, og et tilsyn bestyrkede mistanken yderligere, så der blev indgivet en formel politanmeldelse. På den baggrund indledte politiet en efterforskning, som torsdag førte til fem anholdelser efter kontrolbesøg i et samarbejde med Skattestyrelsen i regi af det fælles myndighedssamarbejde rettet mod social dumping.

Svært at finde afløser
Det beskrevne forløb samt et møde med firmaet torsdag fik Varde Kommune at opsige kontrakten med KN Rengøring med øjeblikkelig virkning.

- Som udgangspunkt har vi tillid til, at vores leverandører har styr på tingene og lever op til lovgivningen. Det har dog ikke været tilfældet i denne sag. Derfor har vi med øjeblikkelig virkning opsagt aftalen med firmaet og inddraget politiet i sagen, siger kommunaldirektør Mogens Pedersen i en kommentar.

Han vil ikke kommentere yderligere på de forhold, der førte til politianmeldelsen, men henviser til politiet. Kommunen koncentrerer sig i stedet om 'den vanskelige opgave, som det bliver at finde andre firmaer, der hurtigst muligt kan overtage rengøringsopgaverne rundt om på vores mange matrikler', siger kommunaldirektøren.

Hos Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser fungerende vicepolitiinspektør Søren Rønnov fra Udlændingekontrolafdelingen, at sagen efterforskes for at 'afdække hvorvidt personer eller virksomheder har haft ansat udenlandsk arbejdskraft på ulovlige vilkår, samt om der evt. kan være tale om overtrædelse af anden lovgivning'.

mk