
Bilister på de danske motorveje skal alligevel ikke filmes med flere kameraer fra Kina. Vejdirektoratet vil udskifte kameraudstyr fra blandt andet det kinesiske og meget omtalte selskab Hikvision.
Det skal give bedre styr på cybersikkerheden i de overvågningssystemer, der bidrager til kontrollen på de danske veje. Det bekræfter Vejdirektoratet i en e-mail til Altinget.
- Vejdirektorat gennemgår i øjeblikket vores vejsideudstyr for at sikre, at det lever op til gældende vejledninger fra Center for Cybersikkerhed, skriver Vejdirektoratet.
Det sker, efter at Vejdirektoratet i slutningen af 2022 købte over 170 nye kameraer fra det kinesiske selskab, der er verdens største producent af overvågningskameraer. Prisen var omkring fem mio. kr., men beslutningen vakte kritik fra flere sider.
Efterretningstjenester og menneskerettighedsforkæmpere har tidligere advaret mod selskabet. USA har tidligere forbudt udstyr fra visse kinesiske selskaber herunder Hikvision, fordi de udgør en "uacceptabel risiko" for landets sikkerhed.
Hikvision er blevet meget omtalt, da virksomheden blandt andet kædes sammen med menneskerettighedskrænkelser i Kina.
Professor: På høje tid myndighederne får øjnene op
Professor Jens Myrup Pedersen fra Aalborg Universitet mener, at det er på høje tid, at danske myndigheder får øjnene op for de potentielle sikkerhedsbrister, der er i de kinesiske kameraer.
- Man har en bekymring for, at de her systemer er født med bagdøre, som man ikke nødvendigvis har kendskab til. Det kan betyde, at eksempelvis den kinesiske regering vil have mulighed for at tilgå nogle data, hvis den på et tidspunkt måtte finde det interessant, siger han til Altinget.
Bekymringen skyldes en kinesisk sikkerhedslov, der betyder, at kinesiske borgere og virksomheder er forpligtet til at udlevere data, hvis de kinesiske myndigheder efterspørger dem.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.