
Vejdirektoratet ønsker at bidrage til omstillingen til emissionsfrie arbejdsmaskiner, der både kan reducere luftforurening, støj og CO2 til glæde for både mandskab og omgivelserne.
Derfor har direktoratet sat gang i pilotprojekter, hvor man efterspørger, at entreprenørerne benytter el-drevne arbejdsmaskiner.
Det første pilotprojekt var dog ikke en succes. Her skulle en samkørselsplads ved Aalborg udvides. Der var dog langt imellem de eldrevne maskiner i tilbuddene, som Vejdirektoratet modtog.
Danmark har endnu ikke tilgængeligt el-materiel i den tunge klasse, men det tegner lyst for Vejdirektoratets andet pilotprojekt, der skal gennemføres med mindre emissionsfrie arbejdsmaskiner.
- Vi ønsker at blive klogere på, hvordan udbud med emissionsfrie arbejdsmaskiner kan og skal skrues sammen for at bidrage til den grønne omstilling. Det er naturligt, at vi som en stor statslig bygherre er med til at skubbe på markedet, siger Helle Lange, som er indkøbschef Vejdirektoratet, i en pressemeddelelse.
I januar går entreprenøren Forstas, som har vundet udbuddet, i gang med at udskifte en kilometer fortov på Bredgade i Nørager. 500 meter på hver sin side af vejen skal have ny belægning. Forstas påtænker kun at anvende el-drevne arbejdsmaskiner i den mindre vægtklasse.
- Vi ser frem til, i samarbejde med Vejdirektoratet, at skulle udføre et projekt, som skal være med til at danne grundlag for indfasning af emissionsfrie arbejdsmaskiner i fremtidige udbud. Vi har ikke på nuværende tidspunkt den store erfaring med brugen af el-maskiner i forbindelse med anlægsprojekter, så for os bliver det også et pilotprojekt, hvor vi ser frem til at blive klogere på maskinernes kapacitet og driftsomkostninger, siger Morten Bach Madsen, afdelingsleder i Forstas.
Flere projekter på vej
Emissionsfrie maskiner drives typisk af el eller brint i stedet for diesel og kan være op til 100 procent CO2-neutrale. I de kommende år forventer Vejdirektoratet at udbyde flere pilotprojekter, hvor emissionsfrie arbejdsmaskiner indgår, og der arbejdes for at finde den rette tilgang til indfasningen af de emissionsfrie maskiner på Vejdirektoratets projekter.
- Vi vil kunne slå mange fluer med et smæk, når der kommer flere emissionsfrie arbejdsmaskiner på markedet. De reducerer ikke kun CO2, men bidrager også til mindre luftforurening af for eksempel kvælstofoxider og partikler. Derfor er det en udvikling, som vi meget gerne vil bidrage til. Maskinerne er på vej, siger branchen. Nu skal vi bare have dem ud af udstillingslokalerne og ud på vejen og marken at gøre nytte, siger Helle Lange.
Center for Offentligt-Privat Innovation har beregnet, hvad samfundsgevinsten ved en 10-årig omstilling til emissionsfrie arbejdsmaskiner fra 2028-2037 vil være. Beregningerne viser bl.a., at brugen af maskinerne vil reducere CO2-udledningen med 3,4 mio. tons.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.