HOLSTEBRO: Fire millioner mink blev i al hast aflivet og gravet ned på militære områder ved Holstebro og Karup tilbage i november sidste år. Torsdag køres maskinerne endnu engang i stilling for at grave de første døde dyr op.
Det sker, når der foretages en såkaldt prøveopgravning af mink ved Nørre Felding nær Holstebro.
Det er entreprenørselskabet Hans Frisesdahl A/S fra Vejen, der i en udbudsrunde har sikret sig opgaven med at grave de døde dyr op.
Fødevareminister, Rasmus Prehn (S), lægger ikke skjul på, at han ser frem til, at opgaven er løst.
- Jeg er glad og lettet over, at der nu er en plan, som myndighederne og entreprenører mener, er realistisk og kan overholdes.
- Det er simpelthen nødvendigt at få de her mink op. Og jeg glæder mig, til det er overstået.
- Det har været en rigtig træls situation, og borgerne i områderet har fortjent, at minkene bliver fjernet og opgaven løst på bedst tænkelige vis.
Hurtigt i gang
Prøveopgravningen ventes ifølge fødevareministeren at strække sig over nogle timer, hvorefter det egentlige arbejde går i gang ugen efter.
I midten af juni ventes renderne ved Nørre Felding at være tømt for mink. Herefter kommer turen til graveområdet ved Kølvrå nær Karup.
I midten af juli ventes alle de døde dyr at være opgravet og destrueret.
Torsdag er også Kristi himmelfartsdag, hvor mange derfor er hjemme. Men for fødevareministeren har det været afgørende at komme i gang med opgaven nu.
- De involverede parter har en tidsplan, der skulle gå op. Og hvis vi skal nå det her hurtigst muligt, også inden vejret bliver så godt, at vi risikerer yderligere lugtgener, så er det nu, vi skal slå til.
- På en helligdag er der alt andet lige også mindre trafik på vejene, så man hurtigere kan nå frem til forbrændingsanlægget, siger Rasmus Prehn.
Når de første døde mink er gravet op, vil de blive kørt til et forbrændingsanlæg, så man også her kan teste forløbet med den endelige destruktion af kadaverne.
Slemme lugtgener
Fødevareministeren lægger ikke skjul på, at det vil give gener i lokalområdet.
- Fødevarestyrelsen har oplyst, at der kan blive temmelig slemme lugtgener i forbindelse med opgravningen og transporten.
- Der vil være perioder med en rigtig træls stank, og så vil der perioder, hvor det lugter mindre.
- Vi har prøvet at gøre alt, hvad vi kan, for at forberede folk på det værste, så de kan tage deres forholdsregler. Så håber vi meget, at det ikke bliver helt så slemt som frygtet, siger han.
Mere end 15 millioner mink i Danmark blev aflivet sidste år. De resterende blev enten bortskaffet af virksomheden Daka, der normalt står for destruktion af dyr fra landbruget - eller brændt på forbrændingsanlæg.
Ritzau/amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.