
RINGKØBING-SKJERN: Niels Rasmussen (SF) har indbragt planen om et innovationscenter i Skjern for Statsforvaltningen Midtjyland. Han frygter, at sagen kan ende med store erstatningskrav til både forbrugere og byrådsmedlemmer.
- Jeg vil sikre mig, at borgerne ikke får en stor ekstra regning, fordi forsyningsselskabet investerer mere i innovationscentret, end loven tillader. Jeg vil også gerne have svar på, om jeg som byrådsmedlem og medlem af forsyningsselskabets bestyrelse kan blive gjort ansvarlig for beslutningen, siger Niels Rasmussen til tvmidtvest.dk.
Han frygter, at forsyningsselskabet kan blive stillet til ansvar for at bruge forbrugernes penge på ulovlig erhvervsstøtte og mener, at Ringkøbing-Skjern Forsyning kunne nøjes med at investere omkring 20 millioner i innovationscentret - og ikke de omkring 140 millioner der er lagt op til.
I 2010 kunne vi oplyse, at planerne blev fostret i Skjern Kommune allerede i 2004. Oprindeligt var det planen at bygge et tårn på 50 meter, men den højde blev afvist af Skov- og Naturstyrelsen.
Et innovationscenter skal tiltrække højtuddannet arbejdskraft, som skal kunne bistå både små og store virksomheder med specialviden inden for produktudvikling, markedsføring og design.
Det fremgår af den kommunale erhvervsudviklingspolitik fra 2011-14: 'For at fremme bygningen af broen til viden etableres et innovationscenter, hvor lokale virksomheder tilbydes avanceret hjælp til at igangsætte og drive produktudviklingsforløb. Det kan ske både individuelt og i grupper af virksomheder, der ønsker at udvikle fælles produkter.'
Og også: 'Hvis en uddannelsesplatform etableres i forbindelse med innovationscenteret, forventes begge initiativer at kunne profitere af synergieffekter.'
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.