
VIBORG: Byrådet i Viborg har nu fået en ny udtalelse fra Tilsynet at tygge på i sagen om navneretten til stadion, der lige pludselig blev meget mere værd.
Sagen begyndte i 2010, da Viborg Kommune solgte navnerettighederne til det lokale stadion til fodboldklubben Viborg FF for 50.000 kr. årligt. I oktober 2011 besluttede et snævert flertal i byrådet på indstilling fra daværende borgmester Søren Pape Poulsen (K) at pålægge sit kommunale selskab, Energi Viborg, at købe stadionnavnet af Viborg FF for 3,25 mio. kr. fordelt over tre år. På det tidspunkt var klubben i akut likviditetsmangel.
I marts 2014 udtalte tilsynet, at det var ulovligt, da flertallet bemyndigede borgmesteren til at godkende den høje pris, bl.a. fordi der ikke var indhentet oplysninger om markedslejen på den slags.
I maj tog byrådet udtalelsen til efterretning, og tilsynet skriver nu, at den opfatter sagen sådan, at byrådet har tilkendegivet, at den ikke længere vil handle økonomisk uforsvarligt 'ved som aktionær i et kommunalt selskab at købe ydelser af professionelle sportsklubber med det formål at hjælpe disse klubber økonomisk, at kommunen heller ikke vil købe ydelser af professionelle sportsklubber uden et lovligt kommunalt formål, og at kommunen - i tilfælde, hvor den for at varetage et lovligt kommunalt formål indgår en aftale med en professionel sportsklub - i tilstrækkeligt omfang vil sikre sig, at handlen sker til markedsprisen.'
Mangler kompetence
Tilsynet bemærker samtidig, at det ikke har kompetence til at føre tilsyn med Energi Viborg A/S herunder at tage stilling til, om kontrakten mellem Energi Viborg A/S og Viborg FF A/S om navneretten til Viborg Stadion har påført Energi Viborg A/S et tab, og om byrådsmedlemmer som aktionærer i givet fald er ansvarlige herfor.
Det fremgår også, at den pågældende aftale udløber 31. december, og at tilsynet ikke pålægger kommunen at begynde på markedsundersøgelser nu. Men samtidig, at tilsynet går ud fra, at kommunen ikke forlænger den ulovlige kontrakt efter nytår. Det er dog allerede sket.
Den 27. august kunne vi skrive, at 'Trods massiv kritik har Energi Viborg valgt at fortsætte sponsoraftalen med Viborg FF over de næste tre år. Fodboldklubben og det kommunale energiselskab oplyser i en pressemeddelelse, at de har indgået en ny markedsføringsaftale for perioden 2015-2017. Aftalen betyder, at Energi Viborg også de kommende tre år betaler cirka 1,2 mio. kr. årligt til fodboldklubben. Til gengæld bevares stadionnavnet Energi Viborg Arena.'
Fortsættelse følger.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.