DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job

Vigende interesse: Kun tre OPP-projekter i gang, ingen nye på vej

Fald i takt med at det øvrige byggeri i Danmark er vokset.
24. JUL 2019 11.55

Interessen for offentlig-private partnerskaber er stærkt aftagende, viser en opgørelse fra videncentret Byens Ejendom. Fireårsperioden 2015-2018 har budt på blot syv igangsatte OPP-projekter, mens der i de fire foregående år var 22 - over tre gange så mange. 

Der er ikke nye OPP-projekter på vej, men tre af de hidtidige er stadig igangværende: en kontorejendom i Næstved til Udlændingestyrelsen, en kontorejendom i Ringsted til Banedanmark og en ny Østre Landsret i København til Domstolsstyrelsen. Alle ventes færdige i 2020-2021.

De tre OPP-projekter styres alle af Bygningsstyrelsen og har en samlet værdi på 1,5 mia. kr. Udover udgifterne til finansiering, projektering og byggeri dækker værdien over udgifter til udlejning, forsyning, drift og vedligeholdelse i kontraktperioden, som ofte er på 20-25 år.

Interessen for OPP har været dalende i takt med, at det øvrige byggeri i Danmark er vokset, skriver Byens Ejendom, der peger på 'bøvlet med så mange forskellige parter der skal involveres både i budfasen og derefter mere eller mindre i 20 år efterfølgende'. Der har i følge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen været i alt 47 OPP-projekter siden starten i 2004.

mk