Forsyningsselskab melder om muligt læk af kunders oplysninger

30. APR 2026 13.55

Andre kunder og ondsindede aktører har muligvis haft adgang til kunders oplysninger, skriver selskabet Hofor.

"Ondsindede aktører" har potentielt kunnet få adgang til kunders oplysninger i Hovedstadsområdets Forsyningsselskab Hofor.

Sådan lyder det i et brev sendt fra forsyningsselskabet til kunder. Ritzau er i besiddelse af brevet, der er sendt torsdag 30. april.

Sårbarheden består i, at det potentielt har været muligt at tilgå andre kunders oplysninger ved at ændre på talkombinationer i "kundenummer og BS-kundenummer" i forbindelse med login.

- Det kan således ikke udelukkes, at fx andre kunder eller ondsindede aktører potentielt kan have fået adgang til dine kundeoplysninger, skriver Hofor.

Problemet blev opdaget under en "intern gennemgang" 30. marts.

- Hofor kan ikke med sikkerhed sige, hvornår den potentielle sårbarhed er opstået. Den pågældende login-løsning har været i drift siden 2014, lyder det.

Hofor leverer vand, varme, bygas, fjernkøling og håndterer spildevand for mere end en million kunder.

/ritzau/

Fra forsiden:

Tilmeld dig nyhedsbrevet
GDPR