FAKTA: Retssager mod banker har kostet enorme beløb
Retssystemet har de seneste år behandlet en stribe sager om erstatning efter pengeinstitutters krak. Sagerne er anlagt af Finansiel Stabilitet (FS).
FS blev etableret i 2009 med den første bankpakke og har blandt andet til formål at stå for afviklingen af nødlidende pengeinstitutter, herunder at løfte opgaven med at føre sager om et eventuelt erstatningsansvar.
Udgifterne til sagerne er enorme. De samlede omkostninger var sidste år løbet op i 875 millioner kroner.
Her er nogle af de mest omfangsrige sager mod direktører, bestyrelser og i nogle tilfælde revisionen:
* Roskilde Bank. Først krævede FS en milliard kroner, men Østre Landsret frifandt alle sagsøgte i 2017. Siden blev kravet reduceret til 332 millioner kroner. Højesteret har 1. december afgjort, at den tidligere bankdirektør skal betale 231 millioner kroner.
* Amagerbanken. Kravet var oprindeligt 900 millioner kroner. Efter behandling i byret og landsret endte det i 2019 med en aftale. Otte ledelsesmedlemmer skulle betale 255,5 millioner.
* Ebh Bank. Kravet var 550 millioner kroner. 11 tidligere ledelsesmedlemmer blev frifundet af Vestre Landsret i 2020. Direktør dømt til at betale to millioner af Højesteret i april 2022.
* Capinordic Bank. Ledelse blev af Højesteret i 2019 dømt til at betale 89 millioner kroner.
* Løkken Sparekasse. Vestre Landsret frifandt i 2020, og Højesteret stadfæstede i juni 2022.
* Eik Bank Danmark. Ledelsen blev frifundet af Højesteret i 2020.
* Eik Banki Færøerne. Østre Landsret skal 10. januar 2023 afsige dom i sagen, hvor Retten på Færøerne tidligere dømte de sagsøgte til at betale i alt 150 millioner kroner.
Kilder: Finansiel Stabilitet, Højesteret, Ritzau.
/ritzau/











