Energiminister overtager forsvarsministeriet fra Wallace
Storbritanniens tidligere energiminister Grant Shapps overtager forsvarsministeriet fra Ben Wallace, der torsdag trak sig fra posten.
Udpegelsen er overraskende, men genbekræfter Storbritanniens støtte til Ukraine. Der er dog også blevet rejst spørgsmål om Shapps' manglende militærerfaring.
Premierminister Rishi Sunak kan formentlig bruge Shapps' talent for kommunikation i medierne frem mod valget, der ventes at finde sted næste år.
- Jeg glæder mig til at arbejde sammen med de modige mænd og kvinder fra vores væbnede styrker, der forsvarer vores nations sikkerhed. Og fortsætte Storbritanniens støtte til Ukraine i deres kamp mod Putins (Ruslands præsident Vladimir Putin, red.) barbariske invasion, skriver Shapps på X, tidligere kendt som Twitter.
Storbritannien har forsynet Ukraine med meget forsvarsudstyr siden krigens start.
Storbritannien forsøger at øge våbenproduktionen, især af artillerigranater.
Rusland har fordømt den britiske støtte til Ukraine og siger, at den kun forlænger konflikten.
/ritzau/Reuters

















