Neutrale Østrig går med i europæisk samarbejde om luftforsvar
Neutrale Østrig vil tilslutte sig det fælleseuropæiske initiativ for luft- og missilforsvar European Sky Shield Initiative (ESSI).
Det oplyser kansler Karl Nehammer i en pressemeddelelse ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Vi er nødt til at foretage sikkerhedsforanstaltninger for at forsvare vores land mod risikoen for drone- eller missilangreb, lyder det.
Han henviser til en trussel, som ifølge ham er blevet "betragteligt forværret".
Initiativet ledes af Tyskland og blev startet i oktober sidste år, hvor 15 lande underskrev en fælles hensigtserklæring.
Danmark var oprindeligt ikke med i initiativet, men i februar tilsluttede man sig alligevel.
Ifølge den østrigske kansler betyder deltagelsen i programmet dog ikke, at man gør op med sit neutralitetsprincip.
- Ingen europæisk stat kan effektivt beskytte sit luftrum mod nye farer på egen hånd, lyder det.
Initiativet går ud på i fællesskab at anskaffe kort-, mellem- og langtrækkende luftforsvar.
/ritzau/











