DSB har fundet leverandøren til kommende elektriske S-tog
De mindst 226 nye fuldautomatiske S-tog i København skal leveres af tyske Siemens Mobility og schweiziske Stadler.
Det oplyser DSB i en pressemeddelelse.
De første fuldautomatiske S-tog vil efter planen køre i 2032.
DSB beskriver overgangen til de fuldautomatiske S-tog som den største ændring for S-toget i dets mere end 90-årige historie.
- De nye fuldautomatiske S-tog er en investering i fremtidens kollektive trafik for hovedstaden.
- Med højere frekvens og øget kapacitet sikrer vi, at S-banen kan følge med den voksende efterspørgsel og fastholde sin rolle som rygraden i hovedstadens kollektive trafik, siger Peter Schütze, der er bestyrelsesformand for DSB.
DSB forventer, at de elektriske S-tog vil øge antallet af afgange i København, så der maksimalt er syv og et halvt minut mellem togene på hver linje i myldretiden.
I pressemeddelelsen skriver DSB, at der skal være ned til halvandet minut mellem togene på de centrale afsnit i København, hvilket inkluderer Københavns Hovedbanegård og Nørreport.
I 2024 rejste omkring 112 millioner passagerer med S-tog.
De fuldautomatiske S-tog vil på flere strækninger kunne tage 35 procent flere afgange i dag, hvilket svarer til omkring 10 millioner flere rejser om året.
/ritzau/















