dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Foto ©Christian Klindt Sølbeck/Ritzau Scanpix
Christian Klindt Sølbeck
Foto ©Christian Klindt Sølbeck/Ritzau Scanpix

Regeringen vil give grønlandsk politi samme niveau som dansk

18. AUG 2025 18.15

Over 850 millioner kroner afsættes til Grønlands justitsområde, som får den største styrkelse i nyere tid.

Regeringen vil styrke justitsområdet i Grønland med mere end 850 millioner kroner frem mod 2030 i den største styrkelse i nyere tid.

Pengene skal blandt andet gå til flere politifolk, en ny hovedpolitistation i Nuuk, bedre it-understøttelse og en stærkere anklagemyndighed. Det oplyser justitsminister Peter Hummelgaard (S) under et pressemøde i Grønland.

- Jeg er meget glad for, at vi kan præsentere den største styrkelse af justitsområdet i Grønland i nyere tid. Borgerne i Grønland skal have samme retssikkerhed og service som borgerne i Danmark, siger han til Ritzau.

I alt vil Grønlands Politi frem mod 2030 få tilført 31 årsværk og nyt materiel - blandt andet til maritim overvågning.

Samtidig styrkes Politiets Efterretningstjenestes, PET, indsats i Nordatlanten gennem en større tilstedeværelse.

- Sikkerhedssituationen i Nordatlanten har ændret sig markant de senere år. Derfor er der behov for at styrke Grønlands Politi sikkerheds- og beredskabsmæssige parathed og også øge PET's indsats i området, siger han.

Anklagemyndigheden skal opgraderes ved at kriminalsager fremover samles i Nuuk, og politianklagere skal på sigt erstattes af jurister, som skal uddannes fra Grønlands Universitet - med en kandidatgrad om muligt.

Derudover afsættes der midler til at digitalisere domstolene, modernisere tinglysningen og sikre lovopdateringer, hvor Grønland i dag halter bagud.

Hummelgaard lægger vægt på, at initiativerne er udviklet i tæt samarbejde med grønlandske myndigheder.

- Rigtig meget udspringer fra grønlandske ønsker. Det handler både om kriminalforsorgen, politiet og domstolene, siger han.

Med den nye pakke bliver det muligt at hæve forvaltningsstraffene, fordi kriminalforsorgen skal udvides med 70 pladser, så der er kapacitet til at håndhæve strengere domme ifølge justitsministeren.

Selv om Grønland har et udtalt ønske om selvstændighed, understreger Peter Hummelgaard, at Danmark indtil da har ansvaret for justitsområdet.

Derfor skal der investeres massivt i retssikkerhed og politi på samme måde, som man ville gøre i Danmark.

Han erkender, at Danmark burde have gjort mere noget tidligere.

- Det burde man nok. Og derfor er jeg glad for, at vi nu kan gøre det, siger han.

Samtidig vil regeringen styrke politiet og anklagemyndigheden på Færøerne med flere årsværk, nyt materiel og to erfarne anklagere, ligesom PET's indsats i området opgraderes.

Finansieringen indgår i finanslovsforslaget for 2026.

/ritzau/

Fra forsiden:

Tilmeld dig nyhedsbrevet
GDPR